Kort nyt
tekst Mads Brandsen
Det sociale bør rydde skemaet
FOLKESKOLE /// Når de store elever vender tilbage, bør skolen rette al fokus på trivsel, så eleverne kan komme ordentligt på fode igen. Sådan lyder en anbefaling fra forskere ved DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforskning, der har set på konsekvenserne ved skolenedlukningen set fra elevernes og forældrenes perspektiv. Forskningen viser, at der er massive trivselsproblemer hos mange elever. Eksempelvis har 30 procent følt sig ensomme. •
Ingen må droppe nationale test
FOLKESKOLE /// Først kom det frem, at de kommende frikommuner på skoleområdet Esbjerg og Holbæk ikke får lov til at droppe de nationale test. Det vakte ærgrelse og frustration begge steder.
– Jeg kan og kommer ikke til at kunne forstå, at man så entydigt fastholder nationale test som et krav, når det gang på gang er slået fast, at testen, som den er nu, ikke giver mening hverken for de elever, der skal op til den, eller de lærere, som står for at lave den, skrev Holbæks borgmester Christina K. Hansen (S) på Facebook.
Også Diana Mose Olsen (SF), skoleudvalgsformand i Esbjerg, ærgrer sig over at skulle teste, når resultaterne ikke bruges, fordi frikommuneforsøgene begynder efter sommerferien.
Men de to er ikke alene. I alt har mindst 16 kommuner den 30. marts fået afslag på ansøgninger om fritagelse fra de nationale test, viser en opgørelse fra Politiken Skoleliv. Yderligere syv kommuner har ikke fået svar. •
Sygefraværet stiger i kommunerne
ARBEJDSMILJØ /// Det går den forkerte vej med sygefraværet i kommunerne. Siden 2017 er fraværet steget fra 11,6 til 12,0 fraværsdagsværk pr. fuldtidsansat. Det svarer til en stigning på 3,7 procent. Det viser en ny analyse fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkenhed.
Sygefraværet er steget mest blandt sosu-personalet og det pædagogiske personale – henholdsvis 5,7 og 6,3 procent – mens der blandt lærerne er tale om en stigning på 1,2 procent. •
7
milliarder kroner af regeringens infrastrukturudspil går til projekter i Nordjylland, der er den region, der tilgodeses mest.
Kilde: Regeringen
IA vinder stort i Grønland
KV21 /// Der blæser nye, venstreorienterede vinde over grønlandsk kommunalpolitik. Partiet Inuit Ataqatigiit (IA), der er søsterparti til SF, blev ved kommunalvalget i sidste uge det største parti med hele 36,5 procent af stemmerne.
Samtidig vandt partiet en borgmesterpost.
I hovedstadskommunen Sermersooq kan borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) fortsætte. Det kan Ane Hansen (IA) også i Qeqertalik. I sydkommunen, Kujalleq, hvor Siumut har siddet på magten siden 2013, bliver Stine Egede (IA) ny borgmester. Siumut beholder trods en lille tilbagegang borgmesterposten i nordkommunen, Avannaata, hvor Palle Jerimiassen siden 2017 har været borgmester, ligesom Malik Bertelsen (S) også fortsætter som borgmester i Qeqqata. •
Måske misbrug for millioner
KRIMINALITET /// Overførsler til private bankkonti for 9,3 millioner kroner, dyre vine og restaurantbesøg for 2,2 millioner kroner, private udgifter, der er skjult i byggeregnskaber for 1 million kroner og mistænkelige indbetalinger fra en stor leverandør på 7,4 millioner kroner. Det er, hvad der er kommet frem i en advokatundersøgelse af den almene boligorganisation Østjysk Bolig, som Aarhus Kommune har bestilt. I alt tegner rapporten et billede af, at der kan være begået bedrageri, mandatsvig og modtaget returkommission for i alt 19,9 millioner kroner. De formodede ulovligheder er begået af flere medarbejdere i Aarhus Bolig.
Det oplyser Aarhus Kommune, der har overdraget sagen til Østjyllands Politi. Sagen ryster den ansvarlige rådmand, Bünyamin Simsek (V), der nu vil sikre, at beboerdemokratiet fungerer tilstrækkeligt, så lignende sager opdages tidligere. •
Farvel til byrådet
NAVN /// Så sent som i marts var det de folkevalgte i Sorø, der vedtog at skifte byråd ud med det lidt mere formelle kommunalbestyrelse.
Nu har et flertal i Haderslev nået samme beslutning. Argumentationen er den samme som i Sorø: Byråd indeholder ordet ”by”, og kommunen er andet og mere end byen.
Bag forslaget om at ændre navnet står Alternativets enlige byrådsmedlem Bruno Jerup.
Danmark har lige nu 63 byråd og 34 kommunalbestyrelser samt en enkelt Borgerrepræsentation. •
Gentofte siger nej til hegn
LOKALPLAN /// Alt for mange steder i Gentofte er hække erstattet med hegn, hvilket skaber et mindre grønt bybillede. Det vil et stort flertal i kommunalbestyrelsen nu sætte en stopper for. Op til påske blev en ny lokalplan vedtaget, hvor det kræves, at der plantes grønne hække ud til vejene.
Forslaget kommer fra § 17, stk. 4-udvalget ”Det Grønne Gentofte”, hvor 10 borgere og fem politikere har haft sæde. Mere end hvert andet af de 129 høringssvar er negative, men kun Enhedslisten var imod den nye plan. •
Går ind i kommunalpolitik
Når Enhedslistens medlemmer på Frederiksberg senere i april vælger sine kandidater til kommunalvalget, vil der være et kendt navn at finde på listen.
Tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted går nemlig efter en plads i kommunalbestyrelsen, hvor Enhedslisten i dag er repræsenteret med tre mandater.
Det er med udsigten til et magtskifte i kommunen, der har haft konservativt styre i over 100 år, at han går ind i kommunalpolitik. Men han vil stille krav:
– Vi stiller os ikke bare ny bag en ny socialdemokratisk borgmester. Hvis vi skal levere, skal vi selvfølgelig også have en indflydelse. Derfor vil vi arbejde for, at vi før valget aftaler nogle sigtelinjer mellem de partier, der skal udgøre det nye flertal, siger han til Politiken. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-7-side-6-7.pdf