Politiet åbner efterforskning af Fredericia-sag
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Sydøstjyllands Politi vil undersøge, om der er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe for deres rolle i to dele af Fredericia-sagen, der startede med Ekstra Bladets afdækning af borgmesterens grundkøb.
I en pressemeddelelse oplyser Sydøstjyllands Politi, at efterforskningen kredser om i alt tre forhold. Dels Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund ejet af kommunen i 2016. Bjerregaard er anmeldt for muligt misbrug af offentligt hverv i den forbindelse.
Desuden er både borgmester og kommunaldirektør anmeldt for en mulig overtrædelse af paragraffer i styrelsesloven og straffeloven, der handler om habilitet.
Endelig har politiet modtaget en anmeldelse af et læk af kommunens eksterne advokatundersøgelse, der ifølge anmeldelsen skulle være fortrolig.
Efterforskningen af de tre forhold kommer, efter Fredericia Kommune har videresendt den eksterne advokatundersøgelse til politiet og samtidig indgivet en anmeldelse. Det gjorde kommunen den 12. marts. Allerede i januar måned politianmeldte en borger sagen, og politiet har brugt tiden indtil nu på at tygge på, om det ville åbne en efterforskning af forholdene.
Sydøstjyllands Politi oplyser desuden, at efterforskningen ikke nødvendigvis er afgrænset til de tre forhold, der er anmeldt. Hvis politiet i sin efterforskning støder på noget andet interessant, kan efterforskningen udvides.
Politiet kan ikke oplyse, hvor lang tid de forventer, at efterforskningen vil tage. Dog med følgende tilføjelse:
– Det står dog klart, at sagen ikke kan forventes belyst og afgjort inden for få måneder, skriver politiet.
Desuden vil politiet ikke oplyse noget som helst yderligere, før efterforskningen er afsluttet, og de implicerede er blevet underrettet om resultatet af efterforskningen.
Borgmester Jacob Bjerregaard forlod embedet den 1. januar i år. Kort tid efter blev kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe hjemsendt og i slutningen af marts bortvist. Desuden er økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard blevet hjemsendt i februar, indtil det torsdag blev oplyst, at han fratræder sin stilling. jki@kl.dk