Odense dropper samarbejde med Nemlig.com
tekst Anna Törnqvist Jensen
Odense Kommune har bedt en række af sine afdelinger og institutioner om at stoppe med at handle hos Nemlig.com, efter Politiken på det seneste har bragt en række artikler, der beretter om dårlige arbejdsforhold hos Nemlig.com. Odense Kommune bekræfter overfor Fagbladet 3F, at kommunen er stoppet med at købe ind hos den online dagligvarehandel.
– Vi er glade for, det bliver stoppet. Vi skal ikke samarbejde med virksomheder, der behandler sine ansatte på den måde, siger byrådsmedlem for Enhedslisten i Odense, Reza Javid til Fagbladet 3F.
Det er Enhedslisten, der i Odense har taget initiativ til at tage sagen op, og en rundringning, som mediet A4 har foretaget, viser, at 40 kommuner har et samarbejde med Intervare, som ejer Nemlig.com, men at flere kommuner nu vil se Intervare efter i sømmene. Københavns Kommune har iværksat en kontrol med arbejdsvilkårene i Intervare, og den kontrol afventer blandt andre Frederiksberg, Hillerød, Roskilde og Fredericia kommuner resultatet af, inden de selv tager stilling til, om de vil fortsætte samarbejde med Intervare.
Nemlig.coms direktør Stefan Plenge har afvist historierne om dårligt arbejdsmiljø og understreget, at han ikke kan genkende det billede, der bliver tegnet af hans virksomhed. antj@kl.dk