
Ringsted-direktør bliver ny vicekommunaldirektør i Sorø
tekst Mads Brandsen
Det er en erfaren leder inden for velfærdsudvikling og økonomi, der sammen med Søren S. Kjær fremover vil udgøre topledelsen i Sorø Kommune.
57-årige Andreas Jegstrup er ansat som ny vicekommunaldirektør, oplyser kommunen. Han kommer fra en stilling som social- og sundhedsdirektør i Ringsted Kommune. Her har han været ansvarlig for udviklingen af det nære sundhedsvæsen og skærpet kommunens fokus på hverdagsrehabilitering og velfærdsteknologi.
– Jeg tror, at vi med Andreas Jegstrup har fundet den helt rigtige profil til jobbet. Blandt vicekommunaldirektørens vigtigste opgave er at sikre den tværgående udvikling af de store velfærdsområder, og her giver Andreas’ baggrund fra både økonomiområdet og socialområdet rigtige gode forudsætninger, siger borgmester Gert Jørgensen (K).
Selv glæder Andreas Jegstrup sig over tilliden, som kommunen har vist ham. Og han ser frem til at realisere Sorøs visioner.
– Fra mine ni år som direktør i Ringsted Kommune kan jeg bidrage med solid viden og erfaring fra en bred række af velfærdsområder. Som vicekommunaldirektør i Sorø Kommune glæder jeg mig til at få mulighed for at arbejde med at udvikle alle velfærdsområderne i en ambitiøs kommune, som vil noget på borgernes og erhvervslivets vegne, siger han.
Andreas Jegstrup tiltræder i Sorø 12. april. mdbr@kl.dk