
Stopper i politik på grund af dårlig hørelse
tekst Anna Törnqvist Jensen
Det mangeårige konservative byrådsmedlem i Varde, Niels Christiansen, har besluttet, at han ikke genopstiller ved det kommende kommunalvalg. Det er dårlig hørelse, der forhindrer Niels Christiansen i at tage fire år mere som byrådsmedlem.
– Det kommunalpolitiske arbejde har nu i 24 år været i mit fokus og har på alle måder i alle årene været et meget berigende og meget spændende arbejdsfelt. Desværre må jeg nu være realistisk og erkende, at jeg formentlig ikke vil kunne udfylde en eventuel fornyet indvælgelse i det kommende byråd på en for alle parter tilfredsstillende måde. Den erkendelse og beslutning skyldes ene og alene min efterhånden reducerede hørelse, som nu har fået et omfang, som i væsentligt omfang vanskeliggør min fulde opfattelsesevne i alle situationer af det sagte ord, har Niels Christiansen ifølge JydskeVestkysten skrevet til sine kollegaer i byrådet.
65-årige Niels Christiansen har siddet i kommunalbestyrelse og byråd i 23 år. I den daværende Blåbjerg Kommune var han valgt for Lokallisten. I januar sidste år trådte han tilbage som konservativ spidskandidat og blev afløst af Steen Holm Iversen. antj@kl.dk