
Borgmester havde alligevel en finger med i udskældt annonce
tekst Anna Törnqvist Jensen
Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense, havde klare holdninger til, hvordan en annonce, der har skabt drama i byrådet i Odense, skulle udformes. Tidligere lød det ellers fra kommunen, at han ikke havde set den.
Annoncen, som er indrykket i ni aviser, har vakt opsigt, fordi den afbilleder borgmesteren og er ledsaget af en tekst, hvor der står: ”Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel cykler hver dag til og fra sin arbejdsplads på rådhuset. Man skal bidrage, hvor man kan i klimakampen, mener han.”
Det har vakt forargelse i den borgerlige opposition, som mener, at det var ren reklame for borgmesteren i et valgår. Odense Kommune har selv konkluderet i en rapport, at annoncen ikke lever op til kravene for en kommunalt betalt annonce og har samtidig fastholdt, at embedsværket alene havde ansvaret for annoncen. Nu viser en aktindsigt, som TV 2 Fyn har fået, at borgmesteren blandede sig i udfærdigelsen af annoncen. Ifølge TV 2 Fyn udtrykte Peter Rahbæk Juel klare holdninger til annoncen og foreslog deciderede rettelser, inden borgmesteren blev interviewet til den.
Det Konservative Folkeparti har nu bedt det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen om at vurdere annoncen, og nu har partiet også stillet byrådsspørgsmål i sagen.
– Aktindsigten viser jo, at Peter Rahbæk Juel har været med til at sætte hele rammen for, hvordan annoncen skulle være, siger Tommy Hummelmose (K) til TV2 Fyn og efterlyser en undskyldning fra borgmesteren.
Han mener samtidig, at borgmesteren eller Socialdemokratiet bør betale regningen for annoncen, som har kostet knap 25.000 kroner.
Peter Rahbæk Juel har ikke ønsket at udtale sig i sagen, men har i stedet henvist TV 2 Fyn til stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen.
– Naturligvis har borgmesteren været bekendt med indholdet. Sådan må det naturligvis være, når man deltager i et interview. Det, borgmesteren ikke har, er at kende annoncerne i deres helhed, ligesom han ikke har set billeder og billedtekst, siger Stefan Birkebjerg Andersen til TV 2 Fyn. antj@kl.dk