
Borgmestre: Giv os navne på smittede borgere
tekst Anna Törnqvist Jensen
For at opnå den mest effektive smitteopsporing skal kommunerne have navnene på, hvem i kommunen der er smittet med COVID19.
Sådan lyder det fra Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der bakkes op af V-borgmesterkollegaer og -kandidater fra København, Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Randers.
I Esbjerg var kommunen i marts ramt af større smitteudbrud, og her fik kommunen en særaftale med Styrelsen for Patientsikkerhed, så de kunne få oplysninger om, hvem der var smittet i Esbjerg Kommune.
– Ved at vi dagligt fik information om, hvem der var smittet, kunne vi øjeblikkelig tage kontakt og sikre, at de pågældende borgere også isolerede sig på den rigtige måde og tilbyde dem en isolationsplads, hvis de havde brug for det eller være behjælpelige med indkøb eller andre ting, hvis det viste sig at være nødvendigt. Det er et ganske simpelt værktøj, og jeg har stor respekt for den opgave, Styrelsen for Patientsikkerhed har, men de er bare naturligt væsentligt længere fra borgerne. Vi har medarbejdere tæt på, som kender borgerne – også i de områder, hvor der kan være sproglige udfordringer, og hvor der er behov for at vide, hvordan man kommunikere bedst, siger Jesper Frost Rasmussen til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Ifølge borgmesteren var oplysningerne om, hvem der var smittet, et effektivt værktøj, da Esbjerg oplevede smitteudbrud i marts.
– Vi kunne tage dialogen, og det viste sig jo, når vi spurgte, om folk isolerede sig, og de svarede ja, at vi ved at spørge lidt mere ind, kunne finde ud af, at det i nogle tilfælde ikke var helt rigtigt. For når vi spurgte ind til, hvordan de handlede, om de brugte det fælles vaskerum i kælderen, om deres børn også var isoleret med dem, at der nogle steder var behov for at fortælle, at man altså fuldstændig skulle isolere sig. Og når folk havde forstået det, faldt smitten også lynhurtigt igen, siger Jesper Frost Rasmussen og fortsætter:
– Vi kunne også sørge for at give folk en isolationsplads, og vi kunne se det på efterspørgslen på isolationspladser. Den har været væsentligt højere i den periode, hvor vi selv havde adgang til data. Nu er der ingen efterspørgsel.
Esbjerg Kommunes særaftale udløb dog for et par uger siden, og meldingen fra de højere magter har foreløbig været, at kun hvis kommunen kom op på et incidenstal over 100, kunne det komme på tale at få adgang til data igen.
– Men så er det jo for sent. Vi bruger det her som et værktøj til at begrænse udbredelsen, og hvis først vi er i en situation, hvor vi har været nødt til at lukke nogle områder ned, så synes vi, det er for sent.
Derfor har Jesper Frost Rasmussen og V-kollegaerne sendt en appel til Venstres medlem af Folketingets Epidemiudvalg, Sophie Løhde, for at få diskuteret muligheden for, at landets kommuner kan få adgang til navne på smittede indenfor kommunegrænsen.
– Vi kan slet ikke se nogen grund til, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Det er i alles interesse, at vi får begrænset smitten, og når vi som kommune har ressourcer til at gøre det, er det mig en gåde, hvorfor vi ikke bare per automatik får stillet denne her adgang til rådighed. Er der nogle tilfælde, hvor kommunerne ikke har kapacitet og rådighed, er det rigtig fint, at staten også bidrager, siger Jesper Frost Rasmussen.
Sophie Løhde oplyser til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, at Folketingets epidemiudvalg forventer at afklare spørgsmålet i løbet af denne uge. antj@kl.dk