Jeg vil hellere lukke en skole end rejse en vindmøllepark
tekst Mads Brandsen
Det er efterhånden ikke mange borgere, der er direkte imod at gøre noget godt for klimaet. Men når projekterne skal føres ud livet, kommer de med en pris – og den nægter nogle borgere at betale. Problematikken hedder på nudansk ”not in my backyard” – ikke i min baghave og blev forleden behandlet på TM ’21 – KL’s teknik- og miljøkonference.
Her kunne Annette Mosegaard (K), der er formand for erhvervs-, vækst- og bosætningsudvalget i Ikast-Brande i den grad tale med om udfordringen. For selv om politikerne i byrådet gerne vil understøtte den grønne omstilling, og kommunen rummer mange grønne arbejdspladser, har politikerne måttet kastet håndklædet i ringen, når det kommer til at rejse vindmøller.
– Vi endte med at erkende, at vi ikke kunne stå det igennem som politikere. Jeg vil hellere lukke en skole, end jeg vil rejse en vindmøllepark. Så voldsomt er det, siger hun.
##ContentBoxStart##263172##ContentBoxEnd##
Da politikerne tilbage i 2014 gik i gang med nogle vindmølleprojekter, nåede de kun nogle få områder, inden de trak i håndbremsen. I stedet forsøgte politikerne at opstille en række kriterier for fremtidige mølleprojekter: Større afstand til byer, større erstatning til naboer, mere dialog og flere partnerskaber. Aktuelt er der tre vindmølleprojekter i høring i Ikast-Brande, og det tyder ikke på, at de nye kriterier er vejen frem.
– Vi må bare sige, at protesterne er lige så store. Vi ser en dialog, der fungerer meget bedre, og vi ser, at virksomhederne bag tilbyder større erstatninger, men protesterne er der stadigvæk. Om så folk får en million kroner i erstatning, vil de stadig være skeptiske, siger Annette Mosegaard.
Kister og kors til byrådsmødet
Ifølge Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd og byrådsmedlem for Venstre i Lemvig, er netop afstand et nøgleord.
– Man skal tilstræbe, at man placerer møllerne i områder, hvor man kan opnå stor accept fra borgerne. Det kan være, man skal fjerne nogle huse for at skabe større afstand, men man skal også tænke i udvikling, og hvordan man kan skabe ny bosætning.
Borgernes argumenter mod vindmøller har dog ændret sig lidt med tiden. For år tilbage var mange bekymret for de sundhedsmæssige aspekter at være nabo til en vindmølle. Nu er mange mere bekymrede for faldende ejendomsværdier og forringet udsigt. Måske det også handler om ulige vilkår.
– Landmændene får et ret stort beløb pr. vindmølle, der bliver sat op, men en nabo får ikke nødvendigvis en tilsvarende kompensation. Det har vi prøvet at nivellere ud, men det har vi måske ikke været gode nok til, siger Annette Mosegaard.
Foruden masser af kritik i de lokale medier har hun også oplevet, at utilfredse borgere har tyet til deciderede trusler.
– Jeg har fået at vide, at hvis jeg ikke stemte imod, ville det blive værst for mig og min familie. Det var virkelig voldsomt. Vi har også haft byrådsmøder, hvor 2-300 borgere mødte op med kister, dødningehoveder og kors, fortæller hun.
Ifølge Bo Schøler, der er landechef i Eurowind, der opstiller vindmøller, er borgernes modstand udtryk for noget helt simpelt og almenmenneskeligt.
– Mange steder handler det om frygten for det ukendte. I en af de kommuner, vi er aktive, har vi gennemført fem projekter, og når det først er oppe at stå, går det fint. Det er skræmmekampagner, der spreder sig via de sociale medier, men accepten er en helt anden, når folk ved, hvad det er, det går ud på, siger han. • mdbr@kl.dk