
Rapport frikender ældreområdet i Randers – men Nyvang fik en svær start
tekst Anna Törnqvist Jensen
Plejecentret Huset Nyvang i Randers kom for alvor i modvind, da TV 2 sidste år viste skjulte optagelser fra plejecentret i dokumenteret ”Plejehjemmene bag facaden”.
Her kunne man blandt andet se personalet bruge en hård tone over for den 91-årige beboer Niels Christian Nielsen, som måtte gå næste ti timer uden at få skiftet ble og bukser, selvom han flere gange forsøgte at gøre opmærksom på, at han havde haft et uheld i bukserne.
Byrådet i Randers besluttede efterfølgende at få gennemført en ekstern undersøgelse af ældre- og omsorgsområdet, og nu er den mest omfattende undersøgelse af sin art færdig. Den 134 sider lange rapport fra konsulentfirmaet Implement konkluderer, at Huset Nyvang fik en svær start, da plejecentret åbnede i begyndelsen af 2018, men at ældreområdet i Randers generelt er velfungerende.
Af rapporten fremgår det, at der fra starten var betydelige problemer med strukturerne og stabiliteten på Huset Nyvang.
”Samlet set var planlægningen og idriftsættelsen af Huset Nyvang ikke tilfredsstillende. Den alvorligste fejl var, at visiteringen af borgere med demens blev påbegyndt og gennemført uden tilstrækkelig opmærksomhed på, om plejecentret reelt var klar til opgaven. Derved blev opstarten forceret og hensynet til kvalitet i praksis sekundært,” lyder det i rapporten, der dog samtidig konkluderer, at de handleplaner, som Randers Kommune har iværksat for at rette op på forholdene, er et skridt i den rigtige retning, og at meget allerede er forbedret på plejecentret.
Generelt er der også oprejsning til ældreområdet i Randers, for den omfattende undersøgelse konkluderer, at der ikke er noget alvorligt at udsætte på ældreområdet.
”Ældre- og omsorgsområdet i Randers Kommune fremtræder generelt som en velfungerende og veldrevet organisation. Igennem undersøgelsesforløbet har vi mødt engagerede og fagligt kompetente ledere og medarbejdere, og vi er ikke i tvivl om, at organisationens kultur og værdigrundlag er sundt og robust. Der sker utvivlsomt fejl, og der er utvivlsomt eksempler på dårlig praksis. Men tilbagemeldingerne fra både ledere, medarbejdere, borgere og pårørende indikerer, at der i det overvejende er tillid til den faglige kvalitet og det faglige engagement,” konkluderer konsulentfirmaet Implement, som har udarbejdet rapporten.
Samtidig fastslår undersøgelsen, at der ikke er problemer med kulturen i Randers.
”Der er ikke noget i undersøgelsen, som giver anledning til bekymring omkring den grundlæggende kultur eller omkring værdier og omgangstone på Huset Nyvang. Forråelse er ikke et prædikat, der har nogen relevans som karakteristik af kulturen,” lyder det.
Generelt er der blandt pårørende og borgere god tilfredshed med den pleje og omsorg, der bliver ydet, og det er de færreste, som er utilfredse. Ifølge undersøgelse kan to ud af tre betegnes som taknemmelige eller positive, mens kun tre-fire procent er negative.
Rapporten kommer dog også med nogle anbefalinger til, hvad Randers Kommune kan gøre fremover. Anbefalingerne består i at fastholde den nuværende handlingsplan for Huset Nyvang, og at der ansættes assisterende ledere på kommunens større plejecentre. Derudover anbefaler konsulentfirmaet, at Randers Kommune gennemgår kommunens eksisterende kvalitetsstandarder og de øvrige dokumenter, der beskriver det gældende serviceniveau, med det formål at genoverveje, om serviceniveauet fremstår, som kommunen ønsker det. Kommunen bør også se på boligstrukturen, formulere og implementere en kompetence-, rekrutterings- og fastholdelsesstrategi og formulere en ”fremtidens model for pårørendesamarbejde”. antj@kl.dk