Børn får det bedre, når mor og far kommer i job

Assens Kommune har gode erfaringer med at arbejde med udsatte familier som en helhed fremfor at have fokus på de enkelte familiemedlemmer. Resultaterne taler deres tydelige sprog: Hvis de voksne hjælpes i beskæftigelse, kan der skrues ned for indsatserne over for familiernes børn.

tekst Anna Törnqvist Jensen

Efter at have været på kontanthjælp i over 10 år tog 32-årige Heidi fra Assens sidste år hul på et nyt kapitel i sit liv, da hun begyndte på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Hele sit voksne liv har Heidi været på kontanthjælp, og som enlig mor til fire børn i alderen seks til 15 år – heriblandt et barn med flere diagnoser – har det været svært at komme i gang på trods af adskillige forsøg og initiativer fra kommunens side. Men nu ser hverdagen anderledes ud for Heidi, og om 11 måneder har hun færdiggjort sin uddannelse. 

– Det betyder for det første, at jeg nu har noget at stå op til om morgenen, og jeg ikke bare sidder og glor. Det er også et kæmpe selvtillidsboost for mig, at jeg nu tjener mine egne penge, og at jeg duer til noget. Og så betyder det meget for mine børn, at jeg ikke bare sidder hjemme på kontanthjælp, men at jeg viser dem vejen, fortæller Heidi.

Heidis familie er en af de udsatte familier i Assens, der har været tilknyttet kommunens treårige projekt ”Job & Familie”. Her har kommunen gjort op med silotænkning i forvaltningen og arbejdet med en helhedsorienteret indsats ved at skabe en taskforce, der bestod af sagsbehandlere fra både børn- og ungeområdet, beskæftigelses- og voksenområdet og socialområdet. 

– Det er udtryk for en anerkendelse af, at familiens problematikker hænger sammen. Hvis vi skal lykkes med at hjælpe de her familier, skal vi ikke se på det på individniveau, men se familien som en helhed. De udfordringer, der er på tværs af familien, kan besværliggøre og påvirke hinanden på godt og ondt, fortæller Theis Hjelmsted, projektleder i ”Job & Familie” og nu teamleder i afdelingen for Børne- og Familieindsatser i Assens Kommune. 

64 familier i Assens har været en del af projektet, og fælles for dem alle var, at det var komplekse familier med sager i flere afdelinger i kommunens forvaltning og som minimum både i jobcentret og børne- og ungeafdelingen.

– Minimum en af de voksne har været på understøttelse, der har været minimum en aktiv børnesag i familien, og så var det også fælles for mange af familierne, at der var udfordringer ud over dette. En del af dem havde fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, mens andre havde misbrugsproblematikker, og gennem årene var der blevet brugt mange ressourcer på forskellige indsatser for disse familier, desværre uden at det var lykkedes, forklarer Theis Hjelmsted om målgruppen. 

##ContentBoxStart##263187##ContentBoxEnd##

En løftestang for hele familien

Theis Hjelmsted fremhæver, at det var frivilligt for familierne at deltage i projektet, og at hver familie fik lavet en familiefaglig undersøgelse, når de blev visiteret til ”Job & Familie”. Undersøgelsen skulle rumme hele familien og resultere i en fælles handleplan, der indeholdt de tre fagligheder, som blev samlet i kommunens taskforce. Han forklarer ved hjælp af billedet af en trekant, hvordan Assens Kommune har vendt sin tilgang på hovedet.

– Hvis man har en trekant, der vender med spidsen nedad, og som er inddelt i tre felter, arbejder man normalvis med børneperspektivet i den nederste del, de voksnes velbefindende i midten og beskæftigelse i den øverste del. Det er ofte i første omgang børnene, man har fokus på, forklarer Theis Hjelmsted og fortsætter:

– Hvis vi vender den brede side af trekanten nedad i stedet, har vi beskæftigelsesdelen nederst, de voksne i midten og børnene øverst. Først og fremmest er forskellen jo, at den trekant, der står på spidsen, står og vakler på et ujævnt fundament. På samme måde kan man sige, at når fokus bliver for specifikt på børnene, bliver vi blinde for helheden, og vi får travlt med at symptombehandle børnene i stedet for at få taget os af den egentlige årsag til børnenes udfordringer.

Ved at vende trekanten har vi også vendt perspektivet og sat alle sejl ind for at få styr på de voksnes liv; deres beskæftigelsessituation og deres velbefindende. Det har vi gjort for at skabe nogle rammer og vilkår for de her børn, som de kan profitere og udvikle sig af.

Den tilgang har skabt gode resultater i Assens. En evaluering viser, at 45 procent af børnene i projektet fik lukket deres børnesag, og at de børn, der fik lukket deres sag, oplevede større udvikling og trivsel. For de voksne gjaldt det, at 44 procent af de voksne i projektet opnåede varig eller kortvarig selvforsørgelse eller lønnede timer i projektperioden. Samtidig viser resultaterne en klar tendens: Lykkedes de voksne i familien med at blive selvforsørgende, faldt det gennemsnitlige antal indsatser per barn efter det tidspunkt, hvor forældrene kom i arbejde. 

– Resultaterne viser meget tydeligt, at beskæftigelse er en vanvittigt god løftestang og måske et af de bedste pædagogiske redskaber, vi har i værktøjskassen til at skabe bedre trivsel for børn såvel som voksne. Vi har underkendt, hvad det kan betyde for børnenes trivsel, at de voksne kommer på arbejde, men når vi talte med børnene, kunne vi mærke, at de faktisk blev rigtig stolte, når forældrene kom i arbejde. Vi har hjulpet de voksne for derigennem at hjælpe deres børn og set en sammenhæng i hele familiens trivsel, siger Theis Hjelmsted og tilføjer:

– Det har jo ikke været sådan i projektet, at vi bare vendte blikket væk fra børnene – overhovedet ikke. Men vi har arbejdet med flere parametre samtidig og set, at vi gennem de voksnes trivsel også opnår mere og mere trivsel for børnene. Vi har erfaret, at vi ikke behøver trække i håndbremsen i forhold til for eksempel beskæftigelsesindsatsen, hvis der samtidig skal en børnefaglig indsats i gang. Der kan godt arbejdes ved begge dele samtidig. Så længe de er velkoordinerede og gerne helhedsorienterede. Så viser det sig faktisk ofte, at indsatserne kan understøtte og styrke hinanden. 

En tilrettelagt start

I projektet har Assens Kommune også gjort brug af familiebehandlere, som har fungeret som familiernes primære indgang til kommunen. Det har betydet meget for Heidi, at hun havde ét sted at gå hen, og at alle sagsbehandlere var samlet ved samme bord til møderne.

– Det, der har været lettest ved projektet, har været, at alle sad rundt om ét bord, og at jeg ikke skulle forklare mig til syv forskellige. Alle har vidst alt, og det har været en kæmpe hjælp, fortæller Heidi, der også fremhæver, hvordan et praktikforløb blev tilrettelagt efter, hvad hun kunne magte med sine fire børn.

– Min sagsbehandler Charlotte spurgte mig, hvad jeg ville, og jeg vidste det ikke. Hun fortalte, at kommunen havde nogle muligheder for praktik, og at jeg kunne starte i praktik på et plejehjem. Jeg anede ikke, om jeg overhovedet kunne lide gamle mennesker, og jeg startede med at være i praktik fire timer om ugen. Charlotte lyttede, og timerne blev virkelig tilrettelagt efter, hvordan jeg kunne komme igennem det, fortæller Heidi og fortsætter:

– Min praktik blev hurtigt sat op til 20 timer, og derefter kom jeg i løntilskud, og hele sommeren sidste år havde jeg fast arbejde. Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide at vise omsorg og empati og være noget for andre mennesker, og det betyder meget for mig, at de ældre får livsglæde af, at jeg er der.

At det gennem ”Job & Familie” er lykkedes at få Heidi i beskæftigelse, skyldes ifølge Theis Hjelmsted en stor portion tålmodighed. 

– For mange af de her familier er de årelange mønstre med udelukkelse fra arbejdsmarkedet ikke bare ændret ved et trylleslag. Det kræver tålmodighed og en håndholdt og vedvarende indsats, siger Theis Hjelmsted og tilføjer, at både han og medarbejderne i taskforcen også tilskriver resultaterne, at medarbejderne har fået skabt en fælles forståelse for hinandens fagligheder, og at de har arbejdet koordineret. 

– Vi havde for eksempel en case med en mor til en søn på cirka tre år. Han svarede kun til et barn på et år i sin udvikling, han var apatisk og havde sorte rander under øjnene, og hele det socialfaglige panel råbte anbringelse. Men vi havde jo så også nogle beskæftigelsesfolk inde over, som sagde: ”Det er pudsigt, I tegner et billede af en mor, der intet kan, for i sin praktik i Netto fungerer det bare rigtig godt”. Det medførte, at hun fik hjælp til at få skabt nogle strukturer i hjemmet ud fra de værktøjer, man havde brugt under hendes praktik i Netto, og det viste sig, at hendes søn havde rigtig svært ved at sove. Nogle nætter var hun oppe 22 gange, men det lykkedes faktisk på meget kort tid at ændre det, så han sov hver nat. Han fik det faktisk kort efter så godt, at han var oppe på et alderssvarende niveau, og der ikke var yderligere bekymringer for hans udvikling og trivsel, siger Theis Hjelmsted og konkluderer:

– Det var en sag, man ellers havde forelagt til anbringelse, men ved at være helhedsorienterede og få belyst udfordringerne hele vejen rundt var vi også i stand til at få øje på nogle ressourcer, vi måske normalvis ikke ville have fået øje på i børne- og ungeregi.

Når arbejdet giver mening

Som sagsbehandler i børne- og ungeafdelingen fik Sacha Rosenkrands en overraskelse, da hun blev en del af taskforcen. 

– Tidligere har jeg ikke været lige så bevidst om det tværfaglige. Der har jeg siddet med min monofaglige viden og kigget ind på familierne. Men jeg er blevet meget mere opmærksom på, at der kan opleves ressourcer fra andre områder, som kan bringes i spil hos det enkelte menneske på nogle af de områder, hvor et menneske er udfordret. Det sker, når man ser på det hele menneske. Det har krævet, at vi har haft ydmyghed og nysgerrighed for hinandens fagområder, men jeg synes, jeg har lært en masse rent fagligt, og det har overrasket mig og også skræmt mig lidt at tænke tilbage på nogle af de ting, man ikke har fået styrket eller været opmærksom på tidligere, fordi man ikke har fået kigget hele vejen rundt. Det har været meget meningsgivende at arbejde på denne her måde, siger Sacha Rosenkrands. 

Den oplevelse deler Charlotte Gram-Hansen, som sad med i taskforcen som beskæftigelsesrådgiver. Særligt de resultater, som ”Job & Familie” skabte, kom bag på hende.

– Det var ikke en tanke, jeg havde haft med på arbejde før min ansættelse i ”Job & Familie”, at beskæftigelse kunne forbedre hele familiers trivsel i så høj grad, og jeg må ærligt indrømme, at det var først, da jeg så effekten, at jeg troede på det. Jeg glemmer aldrig en dag, hvor en børne- og ungesagsbehandler kom hjem fra en samtale med en datter til en mand, som havde fået arbejde få timer om ugen. Den otteårige pige havde været så glad og fortalt om fars nye arbejde og var simpelthen blomstret sådan op, fordi hun kunne se, at hendes far var stolt og glad over at kunne byde ind med noget, og der blev det rigtig synligt for mig. At opleve det var virkelig stort, fortæller Charlotte Gram-Hansen, der ligesom Sacha Rosenkrands har oplevet, at projektet har givet stor arbejdsglæde. 

– Det har været så meningsfuldt for mig at gå på arbejde, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre det på denne måde resten af mit arbejdsliv. Det har været virkelig betydningsfuldt – især for familierne, siger hun, mens Sacha Rosenkrands supplerer: 

– Jeg ville ønske, det var muligt at tilbyde flere familier denne her måde at arbejde på. Det er svært, når man ikke sidder sammen fysisk længere i taskforcen, for man får ikke altid stoppet op og kigget hele vejen rundt på de her familier, som jeg eller synes, man skal. Og så kan vi ende tilbage ved symptombehandlingen i stedet for at behandle på årsagen, siger hun.

Assens Kommune vil nu arbejde videre med effekterne af projekt ”Job & Familie”, men der bliver ikke lavet en ny taskforce. Derimod vil kommunen forsøge at implementere en del af arbejdsgangene på tværs af de tre myndighedsområder og på sigt kunne tilbyde familier et helhedsorienteret forløb igen. 

– Vi gør det her, fordi vi oplever, det giver rigtig god mening for familierne, og fordi vi anerkender, at hvis de her familier skal lykkes, så kræver det en særlig håndholdt indsats, siger Theis Hjelmsted. 

Også Heidi, som om et år kan kalde sig social- og sundhedshjælper, håber, at Assens Kommune vil fortsætte med at arbejde helhedsorienteret.

– Hvis andre også får mulighed for at få den rette hjælp og støtte, så kan de komme lige så langt. Selvom man har været på kontanthjælp i mange år, så kan man faktisk komme videre og gøre en forskel, og hvis jeg kan, så kan andre også, siger hun. 

Heidi er et opdigtet navn, da kvinden har ønsket at være anonym. Kvindens identitet er redaktionen bekendt. •  antj@kl.dk