
Hjemmearbejde er populært og effektivt
tekst Anna Törnqvist Jensen
Undersøgelse på undersøgelse har vist det samme resultat: Rigtig mange mennesker vil gerne have mulighed for at fortsætte med at arbejde hjemme, når arbejdspladserne igen kan åbne for fremmøde, efterhånden som coronavirussen slipper sit greb.
Resultatet på en nylig undersøgelse, som Høje-Taastrup Kommune har gennemført blandt kommunens omkring 700 administrative medarbejdere, taler da også sit tydelige sprog. 97 procent af medarbejderne svarede nemlig, at de godt kan forestille sig, at de vil udnytte muligheden for at arbejde hjemme i fremtiden, mens 82 procent svarede, at de gerne vil arbejde hjemmefra en-to dage om ugen.
– Det fik os til at tænke: ”Wow, der er noget i det her, som vi er nødt til gå tættere på”, siger Lars Holte, kommunaldirektør i Høje-Taastrup Kommune og tilføjer, at vil Høje-Taastrup Kommune være en fleksibel arbejdsplads, så vil hjemmearbejde også få en rolle i fremtiden.
Lige nu har Høje-Taastrup Kommune spaden i jorden og er i fuld gang med byggeriet af kommunens nye rådhus. Og resultatet af undersøgelsen har nu fået kommunen til at overveje nærmere, hvordan det nye rådhus skal indrettes. Mens det ikke er tanken at skrue ned for kapaciteten på rådhuset, kan det være, at flere hjemmearbejdsdage giver nogle andre ønsker til indretningen.
– Hvis vi skal mere i retning af hjemmearbejde, så betyder det selvfølgelig noget for, hvordan man indretter sådan en moderne kontorarbejdsplads, siger Lars Holte og fortsætter:
– Vi må finde ud af, hvilken form vi skal have hjemmearbejde under i fremtiden – både på det nye rådhus, men også generelt i vores 10 centre. Derfor har vi nu lagt det ud til de enkelte centre, at ledere og medarbejdere i løbet af april og maj måned diskuterer: Hvis vi skal have hjemmearbejde hos os 1-2 dage om ugen, hvilke fordele og ulemper kunne der så være, og under hvilken form kunne det være?
Herefter vil direktionen samle centrenes input sammen og forsøge at finde et fælles mønster for, hvilken model for hjemmearbejde Høje-Taastrup Kommune skal praktisere i fremtiden.
##ContentBoxStart##263175##ContentBoxEnd##
Effektiv sagsbehandling
Ifølge Lars Holte har medarbejderne i den undersøgelse, kommunen har gennemført, fremhævet, at hjemmearbejde giver mere fleksibilitet i hverdagen, og at medarbejderne oplever, at de er mere produktive og effektive, når de får fred og ro. Den observation kan Hillerød Kommune nikke genkendende til, for her er effektiviteten i byggesagsafdelingen steget væsentligt det seneste år, hvor kommunens medarbejdere har arbejdet hjemme på grund af corona.
– Det gik meget hurtigere med sagsbunkerne, og de sager, som var nemme og enkle at sidde og lave derhjemme, gik det rigtig stærkt med. Effektivitetsmæssigt er kommunen jo nu kommet frem i rækken, og Hillerød Kommune er nu den kommune i Nordsjælland, der behandler byggesager hurtigst. Vi er simpelthen gået fra en halvskidt placering til en rigtig fin placering – det er vel at mærke samtidig med, at vi er den kommune i Nordsjælland, der har den største aktivitet, siger Dan Riise (V), der er formand for Hillerød Kommunes Arkitektur-, Byplan- og Trafikudvalget.
Mens han sagtens kan se en idé i, at Hillerød Kommunes medarbejdere også får mulighed for en-to hjemmearbejdsdage om ugen, mener han også, der er grund til at holde fast i, at kommunens medarbejdere stadig kommer på arbejde på rådhuset og får mulighed for at sparre med hinanden.
– Det er værd at bemærke, at det er de nemme sager, der er kommet bund i det seneste år. De tunge sager ligger tilbage. Det svarer lidt til, at man har en stor kummefryser, og når man kigger i den efter to-tre år, finder man alt det, man ikke gad spise. Det er tydeligt, hvad angår de tunge sager, at medarbejderne mangler den sparring, som de får i kaffepausen eller ved, at de bare kan snakke hen over skrivebordet. Nogle gange kan de tunge sager blive løst hurtigt hen over frokosten, fordi man lige får en god idé i fællesskab, og det er det fællesskab, der er vigtigt at fastholde ved at være på arbejde, siger Dan Riise.
Bekvemmelighed er ikke alt
Også arbejdsmarkedsforsker ved RUC, Henrik Lambrecht Lund, advarer mod at praktisere alt for meget hjemmearbejde i fremtiden.
– Hjemmearbejde rummer både fordele og ulemper, og lige nu er der en begejstringsbølge over hjemmearbejde, som mangler en kritisk stemme. Det er så pokkers bekvemt at arbejde hjemme, men der er altså også risiko for, at det går ud over samarbejdet og kreativiteten. Og så ved vi stensikkert fra forskningen, at jo mere fleksible arbejdstider du har, jo længere arbejdstid har du også, siger Henrik Lambrecht Lund.
Ifølge arbejdsmarkedsforskeren har coronanedlukningen medført, at nogle medarbejdergrupper, som ikke tidligere har haft adgang til at arbejde hjemme, nu har fået det. Men det har også fået nogle virksomheder til at spekulere i at spare en masse kvadratmeter, hvis medarbejderne kan arbejde hjemmefra.
– Det kan ende i en ny form for outsourcing, hvor man ikke ser nogen grund til at påtage sig et arbejdsgiveransvar eller indgå i et ansættelsesforhold, og at de beskyttelser og rettigheder, der normalt følger med et job, måske forsvinder, siger Henrik Lambrecht Lund og tilføjer, at det er skrækscenariet.
– Men netop, fordi det er så bekvemt at arbejde hjemme, og man hurtigt kommer til at tænke ”what’s not to like”, kommer mange til at vandre ned ad en sti med mere hjemmearbejde. Der vil jeg bare gøre opmærksom på, at det kræver, at man laver nogle overenskomstmæssige rammeaftaler, som sikrer ordnede vilkår også i den situation, siger han.
Og det kan også få konsekvenser for arbejdsgiveren at give medarbejderne mere fleksibilitet i form af hjemmearbejde.
– Jeg kan godt have en bekymring for sammenhængskraften i organisationen. Hvad sker der, når vi bliver fragmenteret og afkoblet fra hinanden? Lige meget, hvor gode teknologier vi har, så kan de aldrig blive erstatning for, at vi kan være sammen med andre mennesker. Vi aflæser andre mennesker med hele kroppen og dufte, og der vil teknologien aldrig komme til at virke på samme måde.
##ContentBoxStart##263176##ContentBoxEnd##
De overvejelser har Lars Holte også gjort sig i Høje-Taastrup.
– En organisation er en social konstruktion forstået på den måde, at det er relationer, der driver organisationen i højere grad, end det er strukturer. De relationer er virkelig slidt nu efter et helt år med fem dages hjemmearbejde om ugen. Det er noget, vi er ret bekymrede over,
om det også sætter sig i organisationen efterfølgende, og vi taler meget om, hvordan vi undgår, at medarbejderne bliver for påvirkede, siger kommunaldirektøren.
Han understreger, at mens muligheden for hjemmearbejdsdage kan være med til at gøre Høje-Taastrup til en fleksibel og attraktiv arbejdsplads, så er det kun et tilbud til de medarbejdere, som måtte have lyst til det. Og så skal forholdene også være i orden derhjemme.
– Det er klart, at hvis vi vil tilbyde medarbejderne at arbejde hjemme, så rejser der sig en byge af spørgsmål. Hvad siger arbejdsmiljøloven eksempelvis, og her er det vigtigt, at vi har med-systemet med til at definere det her og diskutere modellen. Det er også klart, at vi skal snakke med medarbejderne om, hvad det er for minimumskrav, der må være til, at de kan arbejde hjemme. Vi kan ikke leve med, at folk sidder derhjemme på en dårlig køkkenstol og får ondt i ryggen. Det skal vi undgå, men det skal selvfølgelig heller ikke koste en bondegård, for der er jo også et økonomisk aspekt i det her. Men vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, og det er ikke noget med, at vi spiser medarbejderne af med et eller andet, siger Lars Holte.
Høje-Taastrup forventer at kunne flytte ind i det nye rådhus i slutningen af 2022, og Lars Holte forventer, at kommunen efter sommerferien vil øve sig på hjemmearbejde i en struktureret form indtil indflytningen. • antj@kl.dk
Det siger reglerne om hjemmearbejde
Arbejdsmiljølovgivningen gælder også, når medarbejderne arbejder hjemmefra. Det er dog kun visse arbejdsmiljøregler om arbejdsstedets indretning, der gælder derhjemme.
Hvis hjemmearbejdet kun er i begrænset omgang, stiller arbejdsmiljølovgivningen ikke krav til indretning af hjemmearbejdspladsen.
Arbejder medarbejdere regelmæssigt hjemme og det, der svarer til mindst én dag inden for en normal arbejdsuge, stilles der særlige arbejdsmiljøkrav til indretning af arbejdsstedet og til skærmarbejdet.
I det tilfælde skal hjemmearbejdspladsen indrettes med passende inventar og udstyr, så arbejdet kan udføres forsvarligt.
Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at hjemmearbejdet kan foregå sikkert og forsvarligt.
Kilde: Arbejdstilsynet