Nederlaget blev et vendepunkt for Marie Stærke

Det var hårdt, da Køges borgmester Marie Stærke (S) mistede magten i 2013, men hun udnyttede pusterummet til noget positivt, så hun atter kunne indtage borgmesterkontoret efter seneste valg.

tekst Mads Brandsen

Både for Marie Stærke (S) personligt, for Socialdemokratiet og for Køges historie var valget i 2013 både skelsættende og dramatisk. Efter 92 års uafbrudt socialdemokratisk styre i byen gled magten partiet af hænde, og Marie Stærke måtte overlade borgmesterkontoret til Flemming Christensen (K).

Trods hendes eget flotte personlige stemmetal, der var steget en smule og var det højeste i hele byrådet, måtte hun erkende, at Socialdemokratiet var gået tilbage, og at der nu kunne dannes et andet flertal. Pressen dækkede valget tæt, og allerede på valgaftenen mærkede hun, at tv-kameraerne begyndte at vende væk fra hende og over mod Flemming Christensen. 

– Jeg vendte mig lige så stille om og gik ind på mit kontor sammen med Jacob Mark fra SF, der var byrådsmedlem dengang. Og så sad jeg herinde og hylede lidt, husker Marie Stærke, der bortset fra den episode på valgaftenen først lidt senere nåede til den fulde erkendelse af, at hun havde tabt magten.

I første omgang var hun mest optaget af at sikre, at den strategi for udviklingen af Køge, som hun stod i spidsen for, levede videre under en ny borgmester – og at Socialdemokratiet fortsat ville have indflydelse. Som led i det sidste pegede hun efter at have afsøgt alle andre muligheder på Flemming Christensen – men den aftale smuttede han fra og gik i stedet sammen med Venstre, som Marie Stærke havde forsøgt at holde fra døren.

Balladen med Sass og Tommy Kamp

Efterhånden kom den dog snigende. Følelsen af, at det snart ikke længere var hende, der havde serveretten. Den kommende borgmester holdt møder med kommunaldirektøren, som Marie Stærke ikke deltog i. Og kontoret skulle pakkes ned. 

Det havde været nogle gode år, men også nogle meget strabadserende år at være borgmester i. Under Marie Stærkes barsel fandt hendes vikar Thomas Kielgast ud af, at han selv ville være borgmester, hvilket ledte de to ud i et kampvalg op til det efterfølgende valg. Samtidig kom det frem, at det lokalt valgte folketingsmedlem Henrik Sass Larsen ikke kunne sikkerhedsgodkendes til at blive minister, og så var der også lige den såkaldte Café Vanilla-sag, hvor tidligere formand for Socialdemokratiets lokalforening i Køge, Tommy Kamp, blev beskyldt for at have modtaget bestikkelse. Den slags tærer.

– Jeg følte en lettelse. Det kan ikke undgås, når det havde været så vild en periode, hvor jeg konstant var udsat for et stort pres. Og så er jeg bare den type, der hurtigt begynder at se på, hvad jeg så har af muligheder, siger hun. 

For som en god ven fra DSU-tiden skrev til hende, var det måske ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. Marie Stærke var i gang med historiestudiet ved Københavns Universitet, da hun blev borgmester ganske pludseligt efter forgængeren Torben Hansens død i januar 2007. Hun ville gerne gøre studiet færdig, og hende og manden ville også gerne have et barn mere. Selv om det ikke burde være sådan, turde hun ikke risikere en gentagelse af, hvad der skete sidst, hun var på barsel, men nu hvor hun var en fri fugl, var situationen pludselig en hel anden. 

– Længe før valget havde vi bestilt en ferie på Gran Canaria hen over nytåret, fordi vi trængte til at komme væk. Der sidder vi under palmerne ved poolen nytårsaftensdag og bliver enige om, hvad der skal ske. Vi vil have et barn mere. Jeg skal være færdig med studierne, og vi når også frem til, at jeg vil prøve at være selvstændig med min egen kommunikationsvirksomhed, og så vil jeg forsøge at genvinde magten, fortæller Marie Stærke.

##ContentBoxStart##263196##ContentBoxEnd##

Tid til en tænkepause

Allerede i januar var graviditetstesten positiv, og i august vendte hun tilbage til studierne og åbnede samtidig Bureau Stærke. I marts året efter var hun færdig med studierne. Det var ikke sket, hvis vælgerne havde sammensat byrådet anderledes dengang i november 2013.

– Vi havde nok heller ikke fået barn nummer to. Jeg tror, meget havde fortsat i samme rille, hvis jeg havde vundet valget. Det var nok gået yderligere ned ad bakke for os som parti, og enten havde vi med hiv og sving klaret den i 2017, eller også havde vi tabt magten der, lyder vurderingen fra Marie Stærke, der som bachelor i historie kender den særlige disciplin i faget, der hedder kontrafaktisk historieskrivning. 

Hvad gav pusterummet dig?

– Da jeg kom i opposition, fandt jeg ud af, hvor meget det betyder, at man har tid til at tænke. Det havde jeg ikke haft, hvis jeg havde vundet valget i 2013. Så havde jeg ikke lagt den nye strategi for Køge og overbevist mit parti om, at vi skulle den vej. Og jeg tror heller ikke, jeg havde fået lejlighed til at vise de andre partier, hvad jeg står for som politisk leder. Jeg prøver at være konstruktiv og lyttende i samarbejdet, så vi finder nogle løsninger. Som oppositionspolitiker fik jeg lejlighed til at vise min egen stil og tænke nøje over, hvordan jeg vil være som borgmester.

Det var der ganske ikke tid til at tænke over, da den lokale partiforening pegede på hende som arvtageren til Torben Hansen. 

– Jeg overtog hans projekt. Jeg kunne selvfølgelig have droppet det, men det gør man jo ikke. Jeg følte en kæmpe forpligtelse til at føre det videre, og det gjorde det svært at lægge min egen stil fra begyndelsen. Jeg havde været udvalgsformand, men havde slet ikke tænkt over, hvordan jeg ville være borgmester, hvis den mulighed bød sig. 

Samtidig skulle hun samarbejde med Tommy Kamp, der var meget mere konfrontatorisk i sin omgang til politiske samarbejdspartnere end Marie Stærke. Samarbejdspartnere blev presset, og trusler om omkonstituering føg gennem luften.

– Jeg har tænkt på, hvorfor jeg ikke gjorde noget. Men jeg følte mig handlingslammet og følte, at jeg skyldte noget. Det var i høj grad også Tommy, der ville have, at jeg skulle være borgmester, husker hun. 

Husk lige værdigheden

Som led i tænkepausen benyttede Marie Stærke også årene i opposition til at nærstudere, hvordan hendes efterfølger agerede i jobbet. Noget gjorde han helt anderledes, end hun ville have gjort, andre gange måtte hun beundre ham for hans evne til at holde sig ude af de større konflikter. Noget, hun selv havde været knapt så god til. 

– Det gode råd til alle oppositionspartier er at optræde på den måde, man gerne vil være, når man får magten. Det der med at stå og være personlig og kritisere og nedgøre modstandere kommer du sjældent langt med. Du får sværere ved at få din egen politik igennem, hvis du gør det, og det påvirker også andres syn på dig. Det handler om værdighed, værdighed og atter værdighed, siger Marie Stærke.

Det lyder noget lettere sagt end gjort?

– Ja! Jeg har da krummet tæer og haft lyst til at råbe sommetider, og jeg er også kommet hjem til min mand og har sagt, at jeg virkelig håber, at det her er det hele værd, griner Marie Stærke.

I løbet af pausen fra borgmesterembedet satte hun gang i et internt strategiarbejde, der stod på fire ben og som skulle revitalisere Socialdemokratiet i Køge: Partiet skulle fremlægge egne forslag, fremføre særstandpunkter, når det gav mening, bruge lidt energi på at forsøge at skabe splittelse blandt de andre partier og så – vigtigst af alt – få en masse indflydelse. Det skulle være sådan, at partiet først forlod forhandlinger, når det blev smidt ud. 

– Tanken var, at man skulle se os som partiet, der søger indflydelse, men at vi brugte mest tid på at udvikle politik, forklarer Marie Stærke.

Måske man bare skulle tabe?

Og det gav pote. Flemming Christensens fire år i borgmesterstolen blev en parentes i Køges historie. Ved valget i 2017 vendte vælgerne i den grad tilbage til Socialdemokratiet, der gik lidt over syv procent frem, mens Marie Stærke fik sit hidtil stærkeste personlige valg med knap 7.000 personlige stemmer. Det var ”helt vildt”, husker hun. 

– Det var helt fantastisk, men selv om det gik så godt, lå det ikke lige til højrebenet at få borgmesterposten. Jeg havde ti mandater, og der var rødt flertal, men på valgaftenen var SF forsvundet. Men så kom Liberal Alliance og Dansk Folkeparti og bankede på og sagde, at de gerne ville pege på mig, og at de havde tiltro til, at vi kunne finde fælles fodslag om de store dagsordner.

Senere tilsluttede Det Konservative Folkeparti, SF og Enhedslisten sig også konstitueringen, som kun Venstres seks mandater i byrådet står udenfor. Nu ser Marie Stærke frem mod en valgkamp, som hun ser frem til med masser af gejst, men med en helt anden ro i sindet end forud for sidste valg.

– Det handler ikke om, at jeg føler mig sikker, men om at jeg har prøvet at tabe. Tidligere var jeg mere nervøs og mere fokuseret på mig selv og mine egne resultater. Jeg synes, og det tror jeg min byrådsgruppe vil bekræfte, at jeg er blevet bedre til at være mere opmærksom på holdet. Hvordan klarer de sig, og hvad er deres dagsordner, siger hun.

Et helt håndgribeligt eksempel på, hvordan Marie Stærke her i anden ombæring har en anden tilgang til embedet er kalenderen. Den er ikke nær så fuld som tidligere.

– Jeg havde et eller andet med, at hvis ikke man arbejdede 60 timer om ugen, var man en dårlig borgmester. Det hang meget sammen med, at jeg følte, jeg skulle bevise noget. Man skulle i hvert fald ikke kunne sige, at jeg ikke lavede noget. Det er rigtigt, at en borgmester arbejder meget, men det betyder ikke, at man skal have aftaler hele tiden. Det er jeg blevet meget mere bevidst om. Det betyder, at der er tid til overvejelser og til at sparre med andre. Jeg insisterer på, at der nogle timer hver uge, hvor jeg ikke har aftaler, og jeg vil også have en frokostpause hver dag, siger hun.

Det lyder næsten til, at dit rigtig gode råd til andre borgmestre er at tabe magten, fordi de bliver en bedre udgave af sig selv bagefter?

– Haha. Nej, det er ikke et godt råd. Man skal helst undgå at tabe et valg, siger Marie Stærke og holder et par sekunders tænkepause. 

– Hvis man går efter at vinde eller genvinde magten, så skal det ikke være af vane. Man skal vide, hvad man vil med magten. Det lyder vildt oplagt, men jeg synes, der er for få, der tænker over det. Da jeg var borgmester første gang så jeg embedet som en livsopgave. Sådan har jeg det ikke nu. Jeg kan godt se for mig, at jeg måske skal noget andet i mit arbejdsliv. Men der er jeg slet ikke • mdbr@kl.dk