
Tidligere SF’er og kommunaldirektør bliver radikal spids
tekst Mads Brandsen
Radikale Venstre i Aalborg valgte tirsdag den tidligere kommunaldirektør og tidligere folketingsmedlem for SF Jes Lunde som partiets spidskandidat til byrådsvalget i november.
65-årige Jes Lunde forlod den 1. juli jobbet som kommunaldirektør i Rebild og var fra 1984 til 2001 medlem af Folketinget for SF. Han forlod Folketinget efter et internt opgør om partiets linje og meldte sig samtidig ud af partiet. Siden 2007 har han været medlem af Radikale Venstre, fortæller han til Nordjyske.
Jes Lunde erstatter Jørgen Hein, der ellers blev valgt som spidskandidat for et år siden, men som før sommerferien meddelte, at han alligevel ikke ville genopstille.
Jes Lunde henvendte sig selv til partiet og tilbød sig som spidskandidat, skriver Nordjyske.