Der har været meget snak om Lars’ sko
tekst Anna Törnqvist Jensen
##ContentBoxStart##264382##ContentBoxEnd##
”Liverpool fan parking only” stod der indtil for ganske nylig ved borgmesterens parkeringsplads i kælderen under rådhuset i Herning.
Nu er skiltet væk, og en ny nummerplade er trillet ind på borgmesterpladsen. Den 1. august overtog Dorte West (V) nemlig borgmesterposten i den midtjyske kommune, hvor Lars Krarup (V) gennem knap 20 år har været synonym med byens borgmester. Og klokken 07.52 står Dorte West parat, på sin første officielle arbejdsdag, på trappen foran rådhuset, og lader sig fotografere af den fremmødte presse, der interesserer sig for den markante skiftedag i Herning.
– Der er sommerfugle i maven. Men det viser jo også den ydmyghed og respekt, jeg har over for den opgave, jeg står overfor, siger hun til journalisterne, inden turen går mod borgmesterkontoret – op ad trappen og ind på grøn gang, borgmestergangen, på rådhuset.
– Godmorgen og velkommen til. Så er det nu, byder kommunaldirektør Erik Hattens den nye borgmester velkommen, mens det tv-kamera, som har fulgt hende siden klokken 07.15 i hjemmet i Gullestrup, dokumenterer hendes overraskelse, da hun for første gang ser Dortes kontor og ikke længere Lars’.
Den tidligere borgmesters sorte møbler er blevet skiftet ud til fordel for nogle af træ – noget, som Dorte West er glad for, understreger hun – ligesom malerierne er nye, og der er flyttet en del planter ind.
– Det er blevet lidt mere feminint nu. Jeg har jo været her mange gange, hvor det har været Lars’ kontor, men nu er det mit kontor, og det må det også gerne bære præg af. Det er blevet fint herinde, siger hun.
##ContentBoxStart##264383##ContentBoxEnd##
Dorte er Dorte
Lars Krarup er måske nok flyttet ud af borgmesterkontoret i Herning, men langt fra i bevidstheden hos mange, og Dorte West har, siden hun blev valgt som Lars Krarups efterfølger af Venstre i Herning i efteråret sidste år, flere gange måttet svare på, hvad hun gør sig af tanker om at skulle udfylde Lars Krarups sko.
– Der har været rigtig meget snak om Lars’ sko. Men – som jeg også har sagt før: Lars er Lars, og Dorte er Dorte. Jeg har ikke noget mål om at kopiere Lars. Jeg skal udfylde mine egne sko og gøre det på min måde, siger hun.
Da nyheden om, at Dorte West skulle sætte sig i borgmesterstolen, efter Lars Krarup var ude, og nabopigerne på vejen fulde af beundring spurgte, om hun virkelig skulle være borgmester, tilføjede en af pigerne, at det altså ikke var rigtigt, for hendes far havde sagt, at borgmesteren hed Lars Krarup. Og i et nyligt portræt beskrev Jyllands-Posten Dorte West og Lars Krarup som modsætninger. Lars Krarup som den ferme politiker, der med evnen til at skære igennem har hevet adskille politiske sejre hjem, og Dorte West som sød, lyttende og venlig.
– Det at være sød er jo et ganske udmærket ord at få hæftet på sig, men det er svært at forestille sig nogen sige det om en mand. Jeg vil selv sige, at jeg er god til at lytte, sætte mig ind i nyt materiale, analysere, samarbejde og tage ansvar, og jeg vil gerne have, at folk synes, jeg er ordentlig og ansvarlig. Jeg tør godt udstikke en retning, tage de svære beslutninger og stå ved dem, slår Dorte West fast og fortæller om sin tid som formand for børne- og familieudvalget i Herning, hvor hun også har stået i spidsen for svære besparelser.
– Jeg har været med til at træffe nogle meget svære og hårde beslutninger, og jeg kan godt lide at være med ved bordet, når beslutningerne skal træffes, siger hun, inden turen igen går mod p-kælderen sammen med kommunaldirektøren.
##ContentBoxStart##264384##ContentBoxEnd##
Ikke en revolution
For borgmesterkalenderen er allerede ved at være overtegnet med aftaler, og mens morgenen primært har stået på interviews og møde med kommunaldirektøren, er det nu tid til et besøg ude i virkeligheden. Plejecentret Fuglsangsø Centret får æren af at byde borgmesteren velkommen på første arbejdsdag og har da også hejst flaget i dagens anledning.
– Jeg har glædet mig til at komme i gang og dels møde de mange medarbejdere på rådhuset, men også vores medarbejdere decentralt. Jeg kender mange, men der er selvfølgelig også nogle, jeg ikke kender, siger Dorte West.
Efter en times besøg på plejecentret går turen retur til rådhuset, hvor Dorte West skal hilse på nogle af de i alt omkring 700 medarbejdere i administrationen. Særligt i børne- og familieforvaltningen, der er Dorte Wests gamle domæne, er gensynsglæden stor.
– Så har du sat dig i stolen? Sådan, lyder en af de mange lykønskninger, den nye borgmester får på sin vej. I 12 år har hun været medlem af byrådet i Herning, og inden hun engagerede sig i politik, var det adskillige bestyrelsesposter, der tog hendes tid.
Dorte West er ikke opvokset i et politisk engageret hjem. I barndomshjemmet i Snejbjerg var forældrene dog altid engagerede i det, Dorte West og hendes søskende foretog sig, og de var i høj grad en del af det lokalsamfund, de boede i. På samme måde har Dorte West engageret sig omkring sine tre børn og lokalmiljøet Sdr. Felding, hvad enten det har været i børnenes institutioner eller den lokale biograf. Da hun læste økonomi på Syddansk Universitet i Odense, var det hendes baggrund i triatlon i Herning, der fik hende engageret i den lokale triatlonklubs bestyrelse.
– Jeg er vokset op med, at hvis man gerne vil være med til at præge udviklingen, så skal man tage ansvar og selv lægge nogle kræfter i det, fortæller Dorte West, der op til valget i 2017 blev opfordret til at stille op til byrådet af formanden for den lokale Venstre-forening. Og partiets grundlæggende idéer kunne hun erklære sig enig i.
– Jeg kan godt lide, at frihed er i centrum, men at der også er forventning om, at man selv tager noget ansvar. Den grundtanke er jeg meget enig i, siger Dorte West, der ikke har nogen ambitioner om at skulle revolutionere Herning som borgmester.
– Vi har et godt grundlag og skal sådan set bare udvikle på det. Vi har ikke behov for store ændringer eller revolutioner. Vi har et godt ståsted, siger hun.
Det er dog ikke det samme som, at der ikke er områder, hvor Dorte West gerne ser udvikling eller forandring. Foruden at sætte borgerinddragelse højere på dagsordenen, vil Dorte West gerne styrke Herning som uddannelsesby.
– Jeg vil gerne prioritere uddannelsesområdet og erhvervslivet højt. Vi har en relativt ny uddannelsesstrategi, og vi er jo oppe imod en national tendens, hvor de unge søger mod de store studiebyer for at uddanne sig. Vi kan blive bedre til at tale om, hvordan vi i fællesskab styrker vores uddannelsesmiljø og gør det attraktivt for unge mennesker. Vi skal ikke forsøge at kopiere Aarhus eller København, men vi skal være stærkere på, hvad vores profil er, og spørger vi de unge selv, nævner de, at der er en høj grad af nærhed, at der er fokus på at få de unge ind i fællesskaber, og at vi har et godt samarbejde med erhvervslivet om nogle gode praktikforløb. Det skal vi udnytte endnu mere, lyder det fra borgmesteren.
##ContentBoxStart##264386##ContentBoxEnd##
De løse stemmer
Et møde med direktionen står i borgmesterens kalender efter frokost. Her går de indledende forberedelser til det forestående budgetarbejde blandt andet i gang. Allerede sidste år byttede Dorte West sin post som formand for børne- og familieudvalget ud til fordel for en plads i økonomiudvalget, så hun kunne komme nærmere maskinrummet. Hun føler sig ikke på helt fremmed grund.
– Jeg har haft god tid til at forberede mig, og jeg har også allerede holdt nogle møder, så jeg har egentlig bare glædet mig til at komme i gang, siger hun med det smil, som hun har demonstreret hele dagen.
Selvom vækkeuret ringede klokken 06.00, og den første arbejdsdag som borgmester først slutter efter TV Midtvests sene nyhedsudsendelse, hvor hun skal være live i studiet, er der ingen træthed at spore ovenpå dagens først indtryk.
– Jeg har heldigvis sovet rigtig godt i nat. Jeg har følt mig klar, siger hun.
Endnu engang skal Dorte West ud af huset – denne gang til et bosted for psykisk og fysisk handicappede.
##ContentBoxStart##264385##ContentBoxEnd##
– Det er vigtigt for mig at komme ud og se de fysiske rammer og få indtryk af, hvordan vores bygninger fungerer, og hvordan arbejdsopgaverne er organiseret. Det er altid interessant at lytte sig frem til, om de tanker, man selv gør sig, stemmer overens med virkeligheden, konstaterer hun.
Efter en times rundtur og snak med både beboere og medarbejdere, kan Hernings første kvindelige borgmester for første gang indtage pladsen bag sit skrivebord midt på eftermiddagen.
– Ja, der er jo ikke meget tid til at tjekke indbakken sådan en dag, konstaterer hun, mens hun kigger på telefonen og tilføjer, at der heller ikke er tid til at tage imod de mange opkald.
At hun netop er Hernings første kvindelige borgmester, er hun stolt af. Selvom hun understreger, at det ikke er enestående.
– Der findes jo mange kvindelige borgmestre og mange dygtige kvindelige toppolitikere, siger hun og fortsætter:
– Jeg synes, det er dejligt, hvis jeg kan være et forbillede, og jeg synes generelt, det vil være godt, hvis flere kvinder går ind i politik. Men jeg vil også sige, at jeg ikke tror, det er mændene, der holder kvinderne tilbage. Det er kvinderne, der skal have modet til at sige: ”Jeg har noget at byde ind med, og min holdning er lige så meget værd som alle andres”, siger hun og fortsætter:
– Man skal også lade være med at hæfte sig for meget ved småkritik. Det er sjældent, jeg har oplevet noget ubehageligt på de sociale medier, men de få gange, jeg har, holder jeg mig bare fra det. Det samme, hvis der har været en hård avisoverskrift. Så kommer der jo en ny avis i morgen. Det kommer måske også med alderen. At man har oplevet, at tingene ser helt håbløse ud, men at livet jo går videre alligevel.
Dorte West ved godt, at hun også har sat sig på øretævernes holdeplads som borgmester.
– Derfor har jeg også sagt til min familie, at de skal vænne sig til, at folk vil have en holdning til mig. Og jeg har også sagt til dem, at de ikke må tage mig i forsvar. Det skal jeg nok selv gøre.
Om få måneder skal Dorte West i valgkamp som borgmesterkandidat for første gang, og med kommunens store stemmesluger, Lars Krarup, ude af valgkampen ligger der potentielt mange stemmer at hente. Ved valget i 2017 fik Lars Krarup knap 12.000 personlige stemmer, mens den kandidat med næstflest personlige stemmer fik omkring 1.500.
– Der ligger mange løse stemmer, og jeg har selvfølgelig fokus på, hvordan vi får samlet så mange som muligt op til Venstre. Jeg tror, der vil være kamp om stemmerne, og det er klart, at de andre partier også er interesserede i at få fat på nogle af dem. Men vi har et rigtig godt hold, og selvom der har været blæsevejr om Venstre på Christiansborg, håber og tror jeg på, det ikke kommer til at fylde så meget, siger Dorte West og tilføjer:
– Min personlige målsætning er ikke, at jeg skal have et bestemt antal personlige stemmer. Mit mål er, at Venstre bevarer borgmesterposten.
Og selvom hun kun har været borgmester en dag, mener hun godt, hun tør konkludere, at Lars Krarup havde ret, når han sagde, at han havde verdens bedste job.
– Jeg ved godt, der følger en hel masse hårdt arbejde med, og jeg ved også godt, man kan slå sig på at være borgmester. Men det er enormt spændende, og jeg er helt sikker på, Lars har ret. • antj@kl.dk
##ContentBoxStart##264387##ContentBoxEnd##