
Jurister i Aarhus overvejer politianmeldelse af DF-politiker
tekst Mads Brandsen
Aarhus Kommune modtog i starten af 2021 et tip om, at Dansk Folkeparti i Aarhus havde fået for meget udbetalt i partistøtte i 2018. Det viste sig at være helt rigtigt. Partiet havde ikke brugt så mange penge på støtteberettigede aktiviteter, som partiet selv angav i en ansøgning i 2019.
Det skriver Lokalavisen Aarhus. Efter mediets aktindsigt i forholdene valgte partiet at kontakte kommunen med ønsket om at tilbagebetale 41.000 kroner. Derfor vurderede kommunalforsker Roger Buch tidligere mandag over for Lokalavisen Aarhus, at kommunen kunne være nødt til at skride til en politianmeldelse.
Det overvejer kommunen også, oplyser rådmanden for kultur og borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R). Det er hans magistratsafdeling, der håndterer partistøtte.
– Straks jeg hørte om sagen første gang, sendte jeg den videre til juristerne i Byrådsservice. Det er afgørende for mig, at vi behandler alle borgere ens, uanset om der er tale byrådsmedlemmer eller andre. Det er en alvorlig ting at melde en byrådskollega til politiet, og det er derfor afgørende, at beslutningen bliver truffet på baggrund af en juridisk vurdering, siger han i pressemeddelelsen.
Dansk Folkeparti i Aarhus har ikke kommenteret sagen. mdbr@kl.dk