
Venstre i Randers prøver igen: Erhvervsmand bliver ny spids
tekst Mads Brandsen
Efter at Christian Brøns højest overraskende meddelte i slutningen af juli, at han alligevel ikke vil være Venstres borgmesterkandidat, har partiet befundet sig i et limbo.
Det er ovre nu. Mandag valgte et flertal på et ekstraordinært opstillingsmøde den tidligere direktør for Overgaard Gods, Claus Berggren, som partiets nye borgmesterkandidat. Han slog Anton Schmidt Adamsen, der efter kampvalget må nøjes med placering længere nede på opstillingslisten.
Det oplyser formand for Venstre i Randers Kommune Knud Pedersen til Danske Kommuner.
Han ønsker ikke at løfte sløret for stemmetallene ved valget, men siger dog, at det var en ”markant sejr” til Claus Berggren. Han bliver altså manden, som skal forsøge at vriste borgmesterposten fra Torben Hansen (S), der har haft den siden 2018.
Claus Berggren kommer uden politisk erfaring, men med 25 års ledererfaring fra det private erhvervsliv.
Det er ikke første gang, Venstre i Randers stiller med en spidskandidat med den profil. Den minder nemlig om Claus Omann Jensen, der var borgmester fra 2014 til 2017.
Venstre i Randers måtte ved KV17 notere sig en tilbagegang på seks procent og fik 26,1 procent af stemmerne. mdbr@kl.dk