
Nye Borgerlige overvejer at stille op uden spidskandidat
tekst Mads Brandsen
Først var det Michelle Boss Weie, der skulle forsøge at vinde et mandat i Bornholms Kommunalbestyrelse ved valget til november. I marts blev hun erstattet af Philip Brandt, der også har været folketingskandidat på øen.
Men han er også gået, efter at han i et Facebook-opslag kaldte Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm for ”morder” og et ”korrupt møgsvin”.
Det fik Nye Borgerliges hovedbestyrelse til at fratage ham folketingskandidaturet. Med den beslutning kom samtidig en opfordring om at droppe spidskandidaturet, og den har han valgt at følge.
Nu overvejer partiet at stille op uden en spidskandidat, fortæller Philip Brandt til TV 2 Bornholm.
– En mulighed bliver måske et valg uden en spidskandidat. Men det kan også være, at vi pludselig trækker en kandidat op af hatten, siger han, der i øvrigt ikke fortryder sit Facebook-opslag. mdbr@kl.dk