
Skolebestyrelse fjerner bluseforbud
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Mandag i sidste uge meldte Firehøjskolen i Vejle ud til elever og forældre, at korte mavebluser ikke længere var acceptabelt at bære på skolen.
Siden har det været stærkt diskuteret i medierne, om det er op til en skole at bestemme, hvad eleverne må have på af tøj. Flere steder rundt i landet har man tilmed protesteret imod dette forbud ved at elever har iklædt sig de korte bluser.
Overfor Danske Kommuner vurderede ekstern lektor i kommunalret Klaus Josefsen, at skolen ikke kunne indføre et sådant forbud.
– Som sagen ligger oplyst for mig, er der ikke påvist alvorlige lokale problemer som følge af enkelte elevers valg af påklædning. Indførelse af et generelt forbud som det nævnte kræver, at der påvises et konkret behov, sagde han.
Fredag drøftede skolebestyrelsen på Firehøjskolen sagen. Resultatet heraf blev, at der på skolen ikke skal være regler om brugen af crop tops. Det skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Konstitueret skolebestyrelsesformand på Firehøjskolen, Mads Thomsen, siger:
– Vi er glade for, at vi på Firehøjskolen har et personale og en ledelse, der sikrer et højt fagligt niveau og lærer de unge mennesker om adfærd og dannelse og lærer dem at reflektere over den verden, som de er en del af. Vi har som skolebestyrelse fuld till til personalet og ledelsens kompetencer.
– Det er skoleledelsen, der skal sætte rammerne for undervisningen, men ifølge folkeskoleloven fastsætter skolebestyrelsen principper og ordensregler for skolen. Det har ikke været tilfældet i denne konkrete sag, og det er selvfølgeligt beklageligt. Skolebestyrelsen har nu diskuteret sagen, og vi er enige om, at der ikke skal være regler for, hvordan eleverne skal gå klædt i skoletiden. marp@kl.dk