Sundhedsklynger er en god start

Før sommerferien skete der noget vigtigt i dansk sundhedspolitik. Noget, som forhåbentlig er startskuddet til meget mere.

Sundhedsminister Magnus Heunicke lagde en formiddag i juni vacciner, afstandskrav og corona-tests fra sig for en stund. I stedet stod han side om side med Jacob Bundsgaard og Stefanie Lose i den gamle kongelige bibliotekshave i København.

Solen skinnede, himlen var blå og græsset grønt, pressen var der, og de tre præsenterede en fælles aftale. Aftalen indebærer, at der pr. 1. juli 2022 skal oprettes 21 nye sundhedsklynger i det danske sundhedsvæsen.

Sundhedsklynger er en organisering, hvor regioner, hospitaler, kommuner og almen praksis i fællesskab skal samarbejde om at sikre den bedste mulige behandling af de patienter, vi er fælles om. Og det er ret mange borgere, det drejer sig om. Næsten 80 procent af de borgere, som får hjælp af kommunen, har også kontakt med hospitalet. 

Det har været vigtigt for KL, at sundhedsklyngerne bliver forpligtende, og at der er et stærkt lokalpolitisk ejerskab til dem. Det kræver politisk beslutningskraft, hvis der skal ske reelle forandringer i samarbejdet, så derfor kommer det politiske samarbejde til at ske mellem borgmestre/fagborgmestre og regionsrådsmedlemmer, herunder regionsrådsformanden. Klyngerne fik også 80 millioner kroner med i fælles midler. Det er en start. 

Aftalen om klynger skal følges op af lovgivning i efteråret. Klyngerne skal tegnes geografisk, og vi skal finde ud af, hvordan de får et godt samarbejde til gavn for borgerne, uanset om det handler og fysisk eller psykisk sygdom. Og de nye kommunalbestyrelser får i foråret en vigtig opgave i at få forberedt oprettelsen af klyngerne.

Klyngerne løser ikke alt. Men det er forhåbentlig en start på, at regeringen viser villighed og handlekraft til reelt at tage fat om de udfordringer, det danske sundhedsvæsen står for. 

Med aftalen om klynger har regeringen leveret på de første seks pejlemærker, som KL og Danske Regioner sidste år formulerede som input til en sundhedsaftale. Der var 12 i alt, og noget af det, som mangler, for at det for alvor kommer til at rykke, er, at der skal tages stilling til fremtidens behandling for de store kronikergrupper med et langt større fokus forebyggelse, træning og egenomsorg. Bedre adgang til læger, mere datadeling og ikke mindst, at regeringen sikrer, at pengene følger med opgaverne, bliver også afgørende. 

Fra KL’s side har vi store forventninger til, at regeringen kommer til at levere på en samlet sundhedsaftale. Det bliver et spændende sundhedspolitisk efterår. •