
Selvudnævnt borgmesterkandidat smidt ud af Venstre
tekst Mads Brandsen
– Hvis du får flere stemmer end Christoffer Lilleholt, og der er blåt flertal… Er Johnny Killerup så borgmester?
Sådan lød spørgsmålet fra TV 2 Fyns politiske redaktør, som den nu forhenværende byrådskandidat for Venstre i Odense, Johnny Killerup, bekræftede med et ”ja” i et indslag i fredagens nyhedsudsendelse.
Dermed endte han sit egen politiske comeback, inden det for alvor begyndte.
Søndag valgte Venstre i Odense City at ekskludere Johnny Killerup for at have undsagt og optrådt ”illoyalt over for Venstre og medlemmernes demokratiske beslutning om, at Christoffer Lilleholt er Venstres eneste spids- og borgmesterkandidat i Odense,” skriver vælgerforeningen i en pressemeddelelse.
Selv mener Johnny Killerup ikke, at han har gjort noget illoyalt, fastslår han i et opslag på Facebook.
– Jeg har bakket op om parti, politikken og spidskandidaten, men man overfortolker og overreagerer. Ingen dialog, ingen reprimande, ingen advarsler, ingen opkald, ingen mails. Man smides bare ud af partiet 36 timer efter et 2 minutters interview. Sikken en præcedens man skaber i Venstre, skriver han.
Borgmesterkandidat Christoffer Lilleholt ærgrer sig over, at det var nødvendigt at smide Johnny Killerup ud af partiet.
– Vi skal ikke bruge tiden på internt fnidder, men på at kæmpe for Venstres holdninger og et blåt flertal sammen med de andre borgerlige partier, skriver han i en Facebook-kommentar, hvor han har lukket for kommentarfeltet.
Johnny Killerup har været medlem af Venstre gennem 33 år, og blev som 23-årig valgt til byrådet i 1989. Han var tæt på at blive borgmesterkandidat i 1993, men trak sig. Han er desuden tidligere folketingskandidat og var i 1994 kortvarigt stedfortræder for Mariann Fischer Boel (V). mdbr@kl.dk