
Fredericia får ny chef for økonomi og personale
tekst Anna Törnqvist Jensen
Fredericia Kommune byder den 1. oktober velkommen til Anne Marie Muff som ny chef for blandt andet økonomirådet. Hun kommer fra en stilling som økonomichef i Herning Kommune.
– Jeg glæder mig til samarbejdet med Anne Marie Muff, som kommer med en solid, faglig, kommunal erfaring indenfor både økonomi og ledelse. Vi har søgt efter en holdspiller, der kan gå ind som en del af den strategiske chefgruppe og være en central del af udviklingen af Fredericia Kommune. Det får vi med Anne Marie, der med sin erfaring og store faglighed vil være en central sparringspartner for både byråd, direktion og resten af organisationen, siger Camilla Nowak, kommunaldirektør i Fredericia Kommune, i en pressemeddelelse.
Anne Marie Muff bliver chef for staben Økonomi, Personale og It og får reference til kommunaldirektøren. Hun bliver leder af fire afdelingsledere og får dermed ansvaret for afdelingerne Budget og Analyse, Økonomi og Digitalisering, Personale og It.
– Jeg ser Fredericia som en attraktiv kommune med et stort udviklingspotentiale – både som geografisk område og som arbejdsplads. Det er en enestående chance at få lov at komme med på et helt nyt chefhold i en helt ny organisering, og jeg er både glad og stolt over, at jeg er blevet valgt til stillingen. Jeg håber, at jeg med min brede faglige og ledelsesmæssige erfaring vil komme til at bidrage positivt til den videre udvikling, siger Anne Marie Muff om sit jobskifte.
Anne Marie Muff er 49 år og bor i Herning med sin kæreste. Hun har tre børn fra tidligere forhold, der alle er flyttet hjemmefra. Planen er med tiden at flytte tættere på arbejdspladsen i Fredericia. antj@kl.dk