
Borgmester efterlyser hjælp til vaccineindsats
tekst Anna Törnqvist Jensen
Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje-Taastrup, ser frustreret til, mens vaccinationsindsatsen halter i hans kommune. For mens vaccinetilslutningen halter, stiger smittetrykket, og det får nu borgmesteren til at forsøge at råbe sundhedsminister Magnus Heunicke (S) op. Det skriver TV 2 Lorry.
– Det, jeg efterspørger, er i virkeligheden mere præcis data. Vi vil utroligt gerne understøtte vaccinationsindsatsen, men de data, vi får, er meget summariske, de er meget overfladiske og hjælper os ikke med, hvor vi kan målrette vores vaccineindsats, siger Michael Ziegler til TV 2 Lorry.
Borgmesteren fortæller desuden, at kommunen gør, hvad den kan for at understøtte vaccinationsindsatsen.
– Vi har talt med imamer, talt med boligselskaber. Vi prøver med vores egne medarbejdere at påvirke via dén påvirkningskanal. Men jo mere præcis viden vi har om, hvor skoen trykker, jo mere præcist kan vi få rettet skoen til, siger han til TV 2 Lorry.
Høje Taastrup er nu på fjerdepladsen på listen over kommuner, hvor færrest har påbegyndt vaccinen mod covid-19. Michael Ziegler får også opbakning fra både Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) og Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten). antj@kl.dk