
Tilsynet sætter foden ned over for Ærø: Tilskud til unge på lokale uddannelser vil være ulovligt
tekst Mads Brandsen
Når man som ung ærøboer, samsing eller læsøbo tager en ungdomsuddannelse på fastlandet, kan man få et tilskud fra kommunen, der dækker dele af udgifterne til ophold og rejser.
Men på Ærø er politikerne stødt på en særlig problemstilling. For hvad med de elever, der går på øens eneste ungdomsuddannelse, en to-årig hf med en toning i søfart? Det har kommunen spurgt det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen om – og fået et klart nej.
Efter en udtalelse fra Indenrigs- og Boligministeriet vurderer tilsynet, at udligningsloven står i vejen for et sådant tilskud. Det vil heller ikke være muligt efter kommunalfuldmagtsreglerne.
– Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at Ærø Kommune ikke lovligt vil kunne give tilskud til unge, der tager en ungdomsuddannelse på Ærø efter folkeskolen, skriver tilsynet.
Det var en henvendelse fra et forældrepar, der fik politikerne til at bede tilsynet om en vejledende udtalelse.
– Hvis parrets søn havde meldt sig til en uddannelse i Svendborg, havde han fået tilskud, men her på øen ville han ikke få tilskud. Det ville vi gerne afprøve, men det er så ikke lovligt. Det tager vi til efterretning, siger borgmester Ole Wej Pedersen (S) til Danske Kommuner. mdbr@kl.dk