Efter ulovlige aftaler: Rådmand sygemelder sig i protest mod hjemsendelse af to chefer
tekst Mads Brandsen
Efter advokatfirmaet Hortens gennemgang af sager om såkaldte udbygningsaftaler i by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, har et flertal i magistraten valgt at hjemsende stadsarkitekt Peder Baltzer og direktør Anders Fokdal med løn.
Den beslutning er den afgående rådmand, Hans Henrik Henriksen (S), uenig i, og han har derfor valgt at sygemelde sig resten af året.
- At man hjemsender min stadsarkitekt kan jeg forstå, men at man hjemsender min direktør (Anders Fokdal, red,) på et uendeligt tyndt grundlag, så var jeg nødt til at sige, at så er det en ny midlertidig ledelse, der skal ind, og så er jeg nødt til at være ude af billedet, siger Hans Henrik Henriksen til Nordjyske.
Horten har gennemgået 27 ud af 57 af de udbygningsaftaler, kommunen har indgået gennem de sidste ti år. Det drejer som aftaler, hvor en grundejer og kommunen på grundejerens opfordring aftaler, at grundejeren får nogle lokalplanmæssige fordele ved til gengæld at betale for offentlig infrastruktur. Det skal ifølge reglerne være udtrykkeligt på grundejerens opfordring – og det er dette såkaldte frivillighedsprincip, kommunen ifølge kritikere har været på kant med.
Det helt store stridspunkt er ombygningen af den tidligere spritfabrik i Aalborg. Firmaet bag, Spritten A/S, mener, at det to gange er blevet præsenteret for udbygningsaftaler af Aalborg Kommune, hvor firmaet skulle betale flere millioner kroner for blandt andet klimasikring af havnefronten. Spritten har klaget til Ankestyrelsen, der er i gang med at vurdere om der er grundlag for at rejse en tilsynssag mod kommunen.
Aalborg Kommune oplyser, at forvaltningen nu vil granske alle udbyningsaftaler. mbdr@kl.dk