
Aalborgs udbygningsaftaler skal undersøges
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Magistraten i Aalborg har mandag besluttet at igangsætte en personalejuridisk undersøgelse, efter en advokatundersøgelse viste, at kommunen ikke har handlet korrekt i en række udbygninsaftaler. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Efter advokatfirmaet Hortens undersøgelse valgte et flertal i magistraten at hjemsende stadsarkitekt Peder Baltzer og direktør Anders Fokdal med løn. I kølvandet på det, valgte den afgående rådmand, Hans Henrik Henriksen (S), at sygemelde sig resten af året. Til Nordjyske sagde han, at hjemsendelsen af direktøren skete på et tyndt grundlag.
Nu skal det undersøges, om sagen om udbygningsaftaler skal have personalemæssige konsekvenser. Undersøgelsen laves på baggrund af den allerede forelagte advokatundersøgelse og forventes afsluttet i februar 2022.
Kommunen har de seneste ti år indgået 57 udbygningsaftaler, hvoraf 27 af dem er blevet undersøgt af advokatfirmaet Horten.
Det er aftaler, hvor en grundejer og kommunen aftaler, at grundejeren får nogle lokalplanmæssige fordele mod at betale for offentlig infrastruktur. Det skal ske udtrykkeligt på grunderejerens opfordring, og det er dette frivillighedsprincrip kommunen skulle have brudt.
Det gælder blandt andet i en sag om ombygningen af den tidligere spritfabrik i Aalborg. Spritten A/S, der er firmaet bag, udtrykker, at det to gange er blevet præsenteret for udbygnignsaftaler af kommunen, hvor virksomheden skulle betale millioner af kroner for blandt andet en klimasikring af havnefronten.
Virksomheden har klaget til Ankestyrelsen, der er i gang med en vurdering af sagen. marp@kl.dk