
Borgmester vil have færre p-bøder ved testcentre
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
P-Nord, der står for den kommunale parkeringskontrol i Svendborg, har udskrevet parkeringsafgifter til borgere ved byens to testcentre. Og det får byens borgmester, Bo Hansen (S), til at drøfte sagen med parkeringsselskabet, skriver Fyns Amts Avis.
Selvom firmaet skal passe sit arbejde, mener han dog, at det må være muligt at flytte fokus fra de områder, hvor byens borgere tager hen for at blive testet.
– Jeg har bedt om, at der bliver taget fat i P-Nord. Det er jo fair nok, at vi en gang imellem skal have reguleret vores tilbøjeligheder inden for parkering. Og vi lever alle sammen med, at der kan sidde en bøde i bilruden, hvis vi ikke gør det klogt nok. Men når vi nu netop allesammen som gode samfundsborgere tager ansvar og gør vores del ved at tage ud og blive testet, så er det jo enormt ærgerligt at komme ud og se, at det har kostet en bøde, siger Bo Hansen til Fyns Amts Avis.
Det vil dog ifølge borgmesteren ikke være muligt for borgere at få refunderet den parkeringsafgift, de har fået, mens de var inde for at blive testet for Covid-19. marp@kl.dk