Aktuelt
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Aarhus søger bustrænere
Mange borgere kan ikke tage den offentlige transport alene. Det kan blandt andet skyldes handicap eller angst. Men uanset grunden kan man lære at tage bussen. Mange lærer det af pædagogisk uddannet personale, men man kan altså også lære det af helt almindelige medborgere. Aarhus søger nu civile og frivillige bustrænere, der kan hjælpe borgere med at tage bussen selv og blive mere aktive i deres liv. Man oplærer et enkelt menneske ad gangen som bustræner, og man kan vælge mellem morgentræning eller eftermiddagstræning tre gange om ugen. Forventningerne til dig som bustræner er, at du er erfaren i den offentlige transport, du er ansvarlig, du skaber tryghed, du har forståelse og er samarbejdsvillig. Der er en kort opstartsfase, hvor du bliver sat ind i de relevante ting i forhold til borgeren.
37
procent af den samlede finansiering af uddannelse i Danmark betales af kommunerne.
Et ægte juleeventyr
I Dyrehaven i Vejle står den i julens tegn på samvær og gode fortællinger. Her er der nemlig lagt op til ægte juleeventyr. Nærmere bestemt julenatureventyr. Frem til fire dage efter jul kan man tage på udflugt i Dyrehaven gennem appen ”Natureventyr”, hvor man skal hjælpe med at redde Rudolf. Ruten er flad, så der er også mulighed for at medbringe sin barnevogn eller kørestol. Eventyret er ikke enkeltstående, men ligger i forlængelse af fire andre eventyr, som man har kunnet opleve flere andre steder i Vejle. Eventyr, der stadig er åbne for afprøvning. Her har man blandt andet kunnet høre om, hvordan Kong Ran gerne vil være en god konge, eller eventyret om Akiko og den hvide hjort. Alt er skabt i et samarbejde mellem parter i Vejle Kommune.
Der sprænges
Det endte ikke synderligt godt for 12 træer i Viborg i starten af december. Men man kan ikke lave en omelet uden at slå æg i stykker, og det blev gjort i biodiversitetens navn. Panseringeniører fra Skive hjalp Viborg Kommune med at sprænge 12 bøgetræer i luften. Skoven, hvori sprængningen fandt sted blev oprindeligt anlagt med skovproduktion som formål, og derfor står træerne meget tæt i pæne lige linjer. Men variation er godt for biodiversiteten, og sprængningen skulle simulere et ægte lynnedslag. På den måde dør træerne og er med til at skabe variation. Der skabes samtidig mere lys til, at nye planter kan vokse op. Derudover er et dødt træ, som også kaldes for dødt ved, et perfekt hjem for insekter og fugle.
Børn forhandler i kommunalbestyrelsen
Elevrådsrepræsentanterne fra hver af Ballerups skoler mødtes i kommunalbestyrelsessalen for at forhandle 170.000 kroner mellem byens skoler. Inden havde de alle nogle ønsker med, og det forløb sig op i tre gange så meget som det skulle ende ud i. Herefter fik de præsenteret, hvad sidste års fordelinger var resulteret i. Så skulle eleverne altså i gang med at argumentere for deres sag. Borgmester Jesper Würtzen (S) var ordstyrer og lagde vægt på, at det også handlede om at lytte til hinanden, samt at alle får noget, men ikke lige meget. Eleverne fik lov til at være som kommunalbestyrelsen og måtte vente på deres tur, hver gang de gerne ville give et argument for deres egen eller andres skole. Den demokratiske øvelse endte ud med en fordeling på de 170.000 kroner, som var målet
Nyt liv til nedlagt landejendom
Nogle kilometer fra centrum i Odense ligger en nedlagt landejendom. Rundt om ligger et 400 hektar stort naturområde, Tarup-Davinde. Nu skal landejendommen så være en del af det naturområde. Det skal dyrke overgangene mellem ude og inde og være et mødested for de cirka 80.000 naturbrugere i området. Mødestedet vil byde på alt fra et åbent ildsted, et naturlaboratorium til en grejbank og en vandrestue, hvor man altid vil kunne komme ind for at få varmen, uanset om det skulle være sommer eller vinter. Området bruges af adskillige foreninger, institutioner, selvorganiserede og turister, og de nye tiltag er lavet for at styrke alt dette i fremtiden.
Far for Livet
Nu er der 79 kommuner, der har fædre for livet. Der kommer flere og flere tilbud til mænd i de danske kommuner, der hjælper dem med at håndtere, at de er blevet eller skal til at være fædre. Projektet Far for Livet er startet af Forum for Mænds Sundhed og etablerer legestuer rundt i landet samt prøver at opkvalificere sundhedsvæsenet, så de i højere grad inddrager mændene. Projektet har 149 far-ambassadører. Fædre bruger mere tid med deres børn nu, end det var tilfældet i gamle dage, og det forsøger projektet at udbrede endnu mere. I de forskellige tilbud Far for Livet har, kan mændene mødes med andre mænd for at inspirere og snakke sammen om, hvordan det er at være blevet far, og hvordan det måske lige er med bleskiftningen
Julebal i ældreland
TV2 Øst har været ude og rapportere fra julebal i Rønnede i Faxe Kommune. Det var et julebal for borgere med demens. Arrangementet henvender sig til demensramte, der stadig bor i eget hjem. Frivillige står for ballet, der seneste og første gang blev afholdt i 2019. Udviklingskonsulent i Faxe Kommune, Lise Sjøbeck, siger til TV2 Øst, at det blandt andet handler om at fjerne fokus fra sygdommen.
– Det, vi prøver med en dag som i dag, er at skabe en succes og en god følelse, de sidder med hele dagen og har mulighed for at være sammen med deres pårørende til noget, der ikke handler om sygdom, men handler om, at de bare skal hygge sig og være sammen om gode oplevelser, siger hun.
Virksomheder adopterer skoleklasser
Holluf Pile Skole i Odense er blevet kåret til årets adoptionsskole. Skolen har adoptioner hos Syddansk Universitet, Bilka og Ikea med en 2.-klasse og tre 4.-klasser. Det betyder, at skolen har læringsbesøg på de førnævnte steder, hvor de hører om, hvilke typer jobs der er, hvordan det er at være på en arbejdsplads, og generelt hvilke uddannelses- og arbejdsmuligheder der er. Skolen er blevet kåret til årets adoptionsskole for deres involverede og engagerede lærere og det tætte arbejde med adoptionsvirksomhederne. Prisen gives af RelationsNetværket, der også startede projektet med adoptioner. 37 skoler er i alt med i samarbejdet på landsplan og er en del af projektet.