
Borgmester tager en pose erfaringer med fra Brugsen
tekst Anna Törnqvist Jensen
##ContentBoxStart##266764##ContentBoxEnd##
Allerede i september sagde Michael Stegger (S) farvel til sit job i SuperBrugsen Solbjerg, hvor han både har været elev, og som han vendte tilbage til i starten af 2020. Han ville nemlig hellige sig valgkampen, og målet var klart: Han ville være borgmester. I november lykkedes det. Michael Stegger sikrede sig borgmesterkæden, og han kan fra 1. januar kalde sig borgmester i Syddjurs Kommune på trods af, han kun har siddet i én valgperiode.
– Det gik ret stærkt med et godt valg, og så blev jeg gruppeformand. Efter to år blev jeg borgmesterkandidat, fortæller Michael Stegger, som altså blev udpeget som arvtager til den afgående borgmester Ole Bollesen (S), og fortsætter:
– Jeg har det godt i maven, men jeg tror heller ikke rigtig, jeg ved, hvad det vil sige, før jeg står i det. Selve titlen kan jeg ikke helt forholde mig til endnu, men jeg glæder mig helt vildt til at starte, og jeg er også 100 procent sikker på, at jeg kan magte opgaven, selvom jeg er 40 år og kun har været med i politik i fire år.
Det var et prik på skulderen i SuperBrugsen, der ledte Michael Stegger ind i den politiske arena. I den butik, hvor Michael Stegger arbejdede, var afgående borgmester Ole Bollesen (S) nemlig kunde, og han opfordrede en dag Michael Stegger til at gå ind i politik.
Tale med mennesker
Som udpeget arvtager var det derfor naturligt for Michael Stegger at hellige sig valgkampen og sige farvel til sit job i SuperBrugsen. Han har ellers været leder i Coop-kæden i 15 år.
– En del af det har været at lede mennesker og sætte en retning. Men jeg har også brugt rigtig lang tid på at tale med mennesker, og jeg synes generelt, vi som politikere er for langt fra vores borgere. Jeg oplever også, det er en udbredt opfattelse blandt borgerne, at vi politikere siger, vi er tæt på, men at det ikke er borgernes oplevelse, siger Michael Stegger og fortsætter:
– Jeg ved godt, hvilken vej jeg kigger, når jeg skal se, om vi er gode nok til borgerinddragelse. Det er afgørende for mig, at borgerne har en følelse af, at vi er tæt på, før vi lykkes.
Michael Stegger trækker på sine erfaringer fra Brugsen, mens han taler.
– I og med jeg har været i nogle lidt mindre butikker, har jeg haft en relation med kunderne, hvor man også lige taler om dagligdagssmåting. På den måde har jeg fået indblik i, hvordan det er at være en helt almindelig borger – først i Tved og så i Solbjerg. Jeg har lagt ryg til rigtig meget på godt og ondt. Også i de to år, hvor jeg også var byrådsmedlem og arbejdede i Tved. Der fyldte det rigtig meget, siger han.
Og erfaringerne er nogle, han vil tage med i bagagen på borgmesterkontoret.
– Jeg tror, det er til min fordel, at jeg har trænet gennem mange år at tale med mennesker. Det er noget, man ikke kan købe sig til eller lære på andre måder, fordi det kommer af simpelthen at tale med rigtig mange mennesker gennem snart 20 år. Det giver en eller anden form for ballast i forhold til at lytte til, hvad folk har på hjerte. Det giver en kæmpe fordel.
Ikke altid enig
Michael Stegger meldte sig ind i Socialdemokratiet i 2016. Det var som reaktion på de to Helle Thorning-Schmidt (S) regeringer fra 2011-2015.
– Jeg har altid stemt på Socialdemokratiet, men for første og eneste gang overvejede jeg at stemme noget andet. Så har man jo to muligheder. Man kan enten gå den anden vej, eller man kan melde sig ind og forsøge at trække lidt i en anden retning, konstaterer Michael Stegger, som altså valgte det sidste.
Han lægger ikke skjul på, at salget af Dong ikke er en idé, der er groet i hans baghave.
– For mig er Socialdemokratiet lig med lighed og solidaritet, og det synes jeg ikke, der var så meget af lige der. Derudover synes jeg, at de ting, vores parti stod for, var ved at skride lidt i en anden retning. Jeg er heller ikke fuldstændig enig i den udlændingepolitik, vi fører, siger Michael Stegger.
Han har dog en pragmatisk tilgang til uenighederne.
– Det er noget, der fylder uendelig lidt i min hverdag, og jeg prøver at gøre min mening gældende, hvor jeg kan. Jo højere i hierarkiet du er, jo større stemme har man, og det vil jeg også benytte mig af. Hvis der er noget, jeg ikke er enig i, kommer jeg til at sige det, siger Michael Stegger og nævner i samme åndedrag det kommunale serviceloft.
– Det er noget, der har ramt os ret hårdt, i og med vi ikke kan bruge de penge, vi har, og yde den service, vi skal, til borgerne. Det er sådan noget, jeg vil kæmpe hårdt for at få ændret, siger han.
##ContentBoxStart##266765##ContentBoxEnd##
Vil bare være Michael
Som borgmester vil Michael Stegger med egne ord strække sig langt for at lande brede aftaler, og det er vigtigt for ham at forventningsafstemme og samarbejde med de 26 øvrige medlemmer af byrådet i Syddjurs. Derudover vil han have flere borgere til at interessere sig for deres hverdag.
– Det kan måske lyde lidt spøjst, men i min verden handler det om, at kernevelfærd er noget, de fleste forbinder med skoler, dagtilbud og ældrepleje. For mig handler det også om at have en hel hverdag i Syddjurs. At der er kulturtilbud og natur, og at det er lige så vigtigt, at der er mulighed for at komme ud og leve hele sin hverdag. Hvis man ikke har noget at give sig til, så blegner resten, siger han.
Derudover vil han også lade sig inspirere af sin borgmester- og partikollega fra Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen, som med stor succes har flyttet borgmesterkontoret ud forskellige steder i kommunen i løbet af denne valgperiode.
– En dag hver måned vil jeg flytte ud på kommunale institutioner. Det koster ikke noget at være der, og så får jeg mulighed for at besøge nogle lokale foreninger og være til stede på en anden måde. Det er jeg meget opmærksom på at få sat i gang.
Selvom han er sikker på, han nu bliver kendt som borgmester-Michael frem for Michael fra Brugsen, håber han egentlig mest på, at han bare er kendt som Michael.
– Jeg har en ambition om at komme så meget ud af kontoret som muligt og være synlig, så alle føler, det er deres borgmester – uanset om man bor i en lillebitte by eller en af vores to store byer Ebeltoft og Hornslet. • antj@kl.dk