
Sociale medier er ikke for en knastør borgmester
tekst Anna Törnqvist Jensen
Jens Ive (V) ved godt, han ikke er den allerbedste til at være på de sociale medier. Han er med egne ord ikke den ”mest moderne SoMe-type”.
– Jeg er knastør, konstaterer han.
Til gengæld siger han tingene, som de er.
– Jeg siger gerne folk imod, når jeg er uenig med dem, og det bliver ikke altid taget lige venligt imod. Vi har kørt en masse nye borgerprocesser, og sammen med Albertslund og København har vi været langt fremme. Men tilbage står stadig, at Rudersdal har mange ressourcestærke borgere, der er vant til at få ret, og når de ikke får ret, føler de ikke, de er blevet hørt. Det udfordrer sammenhængsforståelsen, og der er lavet mange analyser af, at vi har nogle nye kulturer, som er meget fokuseret på egen hverdag frem for fællesskabets hverdag, siger Jens Ive.
Generelt mener den afgående borgmester, at der er nogle diskussioner, som er blevet svære at tage. Flere gange har han talt for, at pårørende også spiller en rolle i ældreplejen, og at der skal tænkes nyt, hvis vi skal løse fremtidens ældrepleje. Han mener, det af nogle er blevet udlagt som, at han lægger ansvaret over på de pårørende. Selv mener han, at han blot har talt for, at de pårørende skal blive ved at være kærlige familiemedlemmer. Under alle omstændigheder mener han, at han som en ”knastør og saglig” politiker har svært ved at trænge igennem på de sociale medier. Og det udgør et demokratisk problem.
– Der er nogle fastlåste holdninger, som især spredes på de sociale medier, og som afmonterer den mulighed, der bør være for at nytænke vores samfund, siger Jens Ive og fortsætter:
– Jeg synes, de sociale medier har et enormt potentiale, men de bliver desværre voldsomt misbrugt. Sociale medier i lukkede grupper er rigtig fine, men det bliver skadende, når man bare spreder smuds og udokumenterede påstande. Det undergraver i virkeligheden demokratiets spilleregler.
Derfor kommer han med en klar opfordring til, at man bør debattere de sociale medier.
– Vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan vi ser på brugen af mobiltelefoner og internettet, og hvordan vi ser det i forhold til at være et menneske i et demokrati. Det er med til at stresse folk, at alle altid skal være på og nå at svare. Og hvis alle bare gjorde det på en pæn og ordentlig måde, ville det være fint. Men problemet er, at der er nogle, der nærmest arbejder som fastansatte trolde på det modsatte. Det kommer jeg ikke til at savne, når jeg stopper som borgmester. • antj@kl.dk