
Bundsgaard: Kommunerne skal have en jule-hotline
tekst Mads Brandsen
Både af hensyn til medarbejdere, der er på arbejde på plejehjem og bosteder hen over julen, og sundhedsmyndighederne skal man kunne komme i kontakt med kommunerne i juledagene, hvis der opstår noget akut i forbindelse med corona-epidemien.
Det mener KL’s formand Jacob Bundsgaard (S).
– Jeg tillader mig at håbe, at vi undgår en situation, hvor epidemien kommer ud af kontrol. Men skulle det alligevel ske, at epidemien pludselig eksploderer, skal vi være rustede – og det er da også mit klare indtryk, at kommunerne er klar til at reagere, hvis der opstår situationer på arbejdspladserne, siger han.
Også social- og sundhedspersonalets fagforbund FOA var onsdag på banen med en opfordring til, at medarbejderne kan komme i kontakt med ledelsen, selv om det er helligdag.
– Medarbejderne skal ikke stå med ansvaret for dårlig bemanding eller andre svære beslutninger. Der bliver brug for, at arbejdsgiveren tager et ekstra ansvar for at være tilgængelig. Jeg håber ikke, at der er så meget som én enkelt kommune, hvor man går på ferie uden at stikke medarbejderne et direkte nummer, hvor de kan fange deres arbejdsgiver – også juleaften og klokken fem om natten, siger forbundsformand Mona Striib, mdbr@kl.dk