
Byrådsmedlem bliver ny chef i Frederikssund
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Frederikssund henter ny centerchef til deres center for by og landskab i form af 44-årige Thomas Klint Martinsen (S), der er byrådsmedlem i Odsherred. Han kommer fra en stilling som markedschef og kontorleder i den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Hovedparten af Thomas Klint Martinsens erhvervskarriere har foregået i det kommunale. I Københavns Kommune og Odsherred Kommune har han opnået erfaring inden for det tekniske område.
Han har været afdelingsleder i natur, miljø og trafik i Odsherred Kommune og enhedschef for vejdata og genopretning i Københavns Kommune.
– Frederikssund Kommune er ambitiøs og visionær og er klar til at realisere de mange udviklingsmuligheder, der er. Jeg glæder mig til at få mulighed for at bidrage til dette arbejde og, sammen med resten af centeret, omsætte byrådets ønsker og ambitioner til mærkbare resultater for borgere og erhverv, siger Thomas Klint Martinsen i pressemeddelelsen.
Han tiltræder stillingen efter nytår. marp@kl.dk