
Jeg drømmer om, at alle i Aarhus skal have samme muligheder
tekst Mads Brandsen
##ContentBoxStart##266539##ContentBoxEnd##
Han er ikke meget for snakken om sin placering som nummer to i rangfølgen Socialdemokratiet i Aarhus.
Men efter at han ved sit første valg fik over 2.700 stemmer – hvilket kun blev overgået af borgmester Jacob Bundsgaard (S) – var det ikke unaturligt, at Socialdemokratiet placerede ham som nummer to på opstillingslisten ved valget i år. Her fordoblede han næsten sit personlige stemmetal til 4.861.
– Jeg synes, det bliver lidt for meget med et prædikat som kronprins. Det er lidt arrogant. Jeg kan godt lide kongehuset, men i Socialdemokratiet er vi ikke kongelige, så derfor er jeg heller ikke kronprins, lyder det fra Anders Winnerskjold, der efter en periode som politisk ordfører nu er klar til rollen som rådmand i magistratsafdelingen for sociale forhold og beskæftigelse.
– Jeg er stolt og taknemmelig over den tillid, som både vælgere og det socialdemokratiske bagland har vist mig, men jeg ved også, at store og vigtige opgaver venter forude, skriver han i en længere opdatering på Facebook, efter fordelingen af rådmandsposter faldt på plads.
Blandt udfordringerne på den nye rådmands bord er, at der bliver flere borgere med særlige behov samt flere borgere, der skal hjælpes i beskæftigelse.
Den 29-årige politiker trådte sine barnesko, mens Poul Nyrup Rasmussen (S) var statsminister, men husker ham knapt selv. I stedet var det Anders Fogh Rasmussens (V) regeringer op gennem 2000’erne, der boostede den unge Winnerskjolds interesse.
Moren stemte SF og faren radikalt, og i hjemmet i Åbyhøj blev der diskuteret meget politik.
– Måske min holdning er blevet lidt en blanding. Jeg fandt hurtigt ud af, at Enhedslisten ikke var ret pragmatiske. Holger K. Nielsen var formand for SF, og jeg havde en oplevelse af, at partiet ikke var meget for at tage ansvar. Jeg synes, det var lidt letkøbt. Socialdemokratiet tog derimod ansvar og havde nogle fornuftige svar på, hvilken retning vi skal i. Jeg var meget optaget af, at der skulle komme resultater ud af det, husker Anders Winnerskjold.
Det meste er spændende
I en alder af 13 meldte han sig ind i DSU. Han gik med til nogle møder, men følte sig lidt for ung og vendte derfor først tilbage i gymnasieårene, hvor han tilbragte mange timer i lokalerne i Amaliegade med lange diskussioner og øl, der ikke altid var kolde. Han blev sidenhen formand for DSU og valgte den eneste oplagte uddannelse: Statskundskab på Aarhus Universitet.
– Min far er jurist og var den første i sin familie, der tog en universitetsuddannelse. Jeg er også den første i min mors familie, hvor alle er pædagoger. Jeg tænker ikke på mig selv som en halv mønsterbryder. Jeg er bare stolt af min uddannelse, der på mange måder er rigtig god.
Ved valget i 2017 buldrede han ind i byrådet som DSU’s kandidat – og har i løbet af de første fire år slet ikke fået sin kommunalpolitiske sult stillet. Han er derimod blevet virkelig tændt på opgaven.
– Jeg synes, næsten alle dele af den store butik, Aarhus Kommune er, er spændende. På børneområdet er jeg meget optaget af, at vi løfter i top og bund. Vi skal finde et svar på, at 15 procent af en ungdomsårgang ikke lykkes, og fremover skal vi håndtere, at vi bliver markant flere ældre. Det er en ret svær, men jo grundlæggende også en positiv udfordring, siger han og fortsætter:
– Jeg har også nogle politiske hjertebørn. Jeg drømmer om et Aarhus, hvor alle – uanset hvor de er født – har de samme muligheder. Der er alt for mange børn og unge, der har meget dårlige forudsætninger for at sætte retningen for deres eget liv. Det er enormt komplekst at gøre noget ved, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan knække koden, men det er vigtigt, at vi forsøger.
Anders Winnerskjold har fået talt sig varm og nævner flere store udfordringer, som Aarhus står over for de kommende år. Byen vokser sig større og større, og det gør huslejerne også. Det duer ikke, hvis man som ham vil have en by, hvor alle kan bo. Og så er der hele den grønne omstilling, hvor han i denne periode har været formand for bæredygtighedsudvalget. Både klimamål og biodiversitet optager ham.
Foreløbig nej tak til Borgen
Og det er nu engang sjovest i byrådet frem for i Folketinget.
– Jeg har allerede lært, at man aldrig skal sige ”never ever” i politik, men jeg har sagt nej til at blive opstillet til Folketinget nogle gange. Det er Aarhus, der optager mig. Jeg kan godt lide, at der ikke er så meget politik-politik i byrådsarbejdet. Selvfølgelig skal man kunne noget strategi og taktik, men det er ikke det, der fylder. Det lyder måske helligt, men for mig handler det om substansen, siger Anders Winnerskjold.
Og apropos det hellige, så er det vigtigste for ham, at det, han laver, er noget, der giver mening.
– Jeg har tidligere haft min egen virksomhed, som jeg solgte til jul sidste år. Jeg synes det er fedt at skabe noget selv. Det er hårdt, men enormt givende. Jeg vil gerne lave noget, der giver mening og skaber værdi. Derfor kommer man ikke til at se mig tage et job hos tobaksindustrien. Jeg kan ikke se mig selv arbejde for en virksomhed, hvis produkt ikke er godt, siger han. • mdbr@kl.dk