Ny viden
tekst Mads Brandsen
Portræt af en ægte københavner
BØGER /// Det kan godt være en lidt surrealistisk oplevelse at læse Niels Frid-Nielsens glimrende portrætbog af Jens Kramer Mikkelsen. For i dag er det svært at forestille sig det København, han overtog som overborgmesteren. En by, folk ikke ville bo i, hvor udgifterne var milliarder højere end indtægterne, og hvor indenrigsministeren var tæt på at sætte kommunen under administration. Det står i skærende kontrast til nutidens vækst, men det er netop bogens styrke, at den grundigt og indsigtfuldt beskriver den rejse, byen har været på. Man kommer ikke udenom, at Jens Kramer Mikkelsen har sat et stort præg på Københavns udvikling gennem 30 år. Og han har hele tiden haft byen i hjertet, for er der noget, han er, er det en vaskeægte københavner.
Læs hele anmeldelsen på danskekommuner.dk
Nye svingvælgere malede byerne blå
KV21 /// Mens Socialdemokratiet generelt gik to procentpoint tilbage ved kommunalvalget i november sammenlignet med KV17, var der i de store byer tale om en tilbagegang på op mod fem procentpoint, hvilket gjorde det umuligt for Enhedslisten, Radikale Venstre og SF at opsuge de tabte S-stemmer. Det vidner om, at svingvælgerne ikke længere bor på landet, men er rykket til byerne, pointerer lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Martin Vinæs Larsen, der har analyseret valgsteder med over 10.000 vælgere. Socialdemokratiets tilbagegang er blandt andet markant i København, Odense, Aarhus og Aalborg samt på Københavns Vestegn. •
Eksportbeskæftigelsen sætter rekord
ARBEJDSMARKED /// Aldrig før har så mange danske arbejdspladser været knyttet til eksport af varer og tjenesteydelser, som tilfældet er nu. I alt er 875.000 danske lønmodtagere beskæftiget direkte eller indirekte med eksport, viser en analyse fra Dansk Industri, der bygger på tal fra Danmarks Statistik. Med i opgørelsen er både arbejdspladser på virksomheder, der selv eksporterer og underleverandører. Analysen viser desuden, at det særligt er i kommuner uden for de store byer, at eksporten står stærkt. I kommuner som Kalundborg, Sønderborg og Ringkøbing-Skjern arbejder op mod halvdelen af de privatansatte i eksportvirksomhederne. Alene eksporten til Tyskland sikrer 116.000 arbejdspladser i Danmark. •
Nedlukning gik ikke ud over indlæringen
FOLKESKOLE /// Mange frygtede, at corona-nedlukningen af folkeskolerne i foråret 2020 ville gå ud over elevernes indlæring, fordi de fik online-undervisning. Sådan gik det ikke. Stik mod forventning er det kun i de store klasser, at man i de netop offentliggjorte nationale test kan spore et mindre fald i præstationerne. Eleverne i 2. og 4. klasse har til gengæld forbedret sig så meget, at eleverne under ét er blevet bedre. Nye analyser af de nationale test, som Sociologisk Institut ved Københavns Universitet har foretaget, viser tilmed, at nedlukningerne heller ikke har forstærket de sociale slagsider i børnenes indlæring målt på deres læsefærdigheder. Børn af forældre i 4. klasse, der har lave eller gennemsnitlige indkomster har således klaret perioden med corona-lukkede skoler bedre end børn af forældre med høje indkomster, viser studiet. •
Færre ældre bor i pleje- og ældreboliger
ÆLDRE /// NDe sidste 10 år har antallet af ældre på 75+ år, som bor i pleje- og ældreboliger været støt faldende, og tendensen fortsætter i år. I 2021 bor 51.700 ældre i pleje- og ældreboliger, hvilket svarer til et fald på 11 procent sammenlignet med 2010, viser tal fra Danmarks Statistik. Tallet sker, selv om antallet af ældre på 75 år eller derover er steget med 41 procent. I samme periode er antallet af pleje- og ældreboliger faldet tre procent til 79.300, men de senere par år har antallet dog været stigende. I løbet af de ti år har antallet af friplejeboliger været stigende, men de udgør under tre procent af det samlede antal boliger, der er målrettet til ældre. •
De mest udsatte føler sig mindst støttede
SOCIAL /// Jo mere plagede borgere er af deres vanskeligheder, desto mindre tilfredse er de med den hjælp, de får. Det viser den første undersøgelse, som måler tilfredsheden hos voksne borgere, der får socialpædagogisk støtte på botilbud eller i eget hjem, som VIVE har foretaget. Borgerne savner især at dyrke fritidsaktiviteter og at have nogen at tale med om, hvordan de har det. Næsten hver femte oplever, at støtten i mindre grad eller slet ikke hjælper dem til at have et socialt liv. Undersøgelsen bygger på web-spørgeskemaer, og den er finansieret af Social- og Ældreministeriet. •