Kort nyt
tekst Anna Törnqvist Jensen
Borgmester sygemeldt i mindst to måneder
SYGEMELDT /// Borgmester i Horsens, Peter Sørensen (S), er sygemeldt i mindst to måneder. Det skyldes ifølge en pressemeddelelse, at borgmesteren gennem længere tid har døjet med rygproblemer. Disse er blevet værre og kræver nu, at borgmesteren gennemgår grundige undersøgelser og behandling. Det bliver 2. borgmester Andreas Boesen (S), der skal agere borgmestervikar i Peter Sørensens fravær. •
Greve inspirerer V
UDLÆNDINGE /// På to år lykkedes det Greve at bringe antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere med ikke-vestlig baggrund ned fra 52 til 31 gennem en målrettet indsats med sprogundervisning og en nytteindsats. Det skyldes ifølge byråds- og folketingsmedlem, Morten Dahlin (V), at kommunen er lykkedes med at stille flere krav, og det har inspireret Venstre i partiets nye udlændingeudspil.
– Vi har fået nogle gode resultater i Greve, og vi må bare anerkende, at når det handler om integrationspolitik, er der for mange, der er på passiv forsørgelse, og det er ikke i orden, siger Morten Dahlin.
Venstre foreslår, at udbetalingen af en ydelse til indvandrere skal være bundet op på den enkeltes engagement i nyttejob, virksomhedspraktik eller uddannelse. Derudover vil partiet også give sagsbehandlere beføjelser til at bede bisiddere om at gå, hvis sagsbehandlerne kan dokumentere, at der foregår social kontrol. •
2,7
milliarder kroner er kommunernes langfristede gæld vokset med i 2020.
Kilde: Danmarks Statistik
LA vil give offentligt ansatte stjerner
POINTSYSTEM /// Liberal Alliance vil give borgere mulighed for at bedømme offentligt ansatte og give de ansatte resultatløn baseret på bedømmelserne. Det er Ole Birk Olesen, gruppeformand i Liberal Alliance og kandidat til Borgerrepræsentationen i København, der har præsenteret idéen. Men forslaget møder modstand blandt flere borgmestre, heriblandt sundheds- og omsorgsborgmester i København Sisse Marie Welling (SF).
– Jeg er enig så langt, at løn og anerkendelse naturligvis spiller ind i forhold til medarbejdernes tilfredshed i arbejdslivet. Men så stopper enigheden også. Jeg tror nemlig ikke, vi forbedrer vores ældrepleje ved at gøre det til en Trustpilot-agtig konkurrence – det egner sig i mine øjne bedre til hotelanmeldelser eller vurderingen af en pizza end til møder mellem mennesker, siger hun. •
Direktør fyret efter stridigheder
FYRING /// Claus Steensgaard Jensen, koncerndirektør i Bornholms Regionskommune, er blevet fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder i ledelsen. Et flertal i kommunalbestyrelsen har godkendt fyringen, efter Claus Steensgaard Jensen har været fritaget for tjeneste siden starten af januar, hvor medlemmerne af økonomi-, erhvervs- og planudvalget i kommunen indstillede til kommunalbestyrelsen, at samarbejdet med direktøren skulle ophøre. Her oplyste udvalgsmedlemmerne, at man ønskede en anden profil til den fremadrettede ledelse af Bornholms Regionskommune. En lækket mailkorrespondance mellem Claus Steensgaard Jensen og kommunaldirektøren har tidligere blotladt en strid mellem de to direktører om den såkaldte Snorrebakkesag – et kuldsejlet anlægsprojekt, der skulle flytte dele af kommunens administration til renoverede bygninger uden for Rønne. •
Kommunal chef dømt i Atea-sag
KRIMI /// Retten i Lyngby har idømt en 63-årig tidligere it-chef i Rudersdal Kommune seks måneders betinget fængsel i en fortsættelse af Atea-sagen, der er kaldt danmarkshistoriens største sag om bestikkelse af offentligt ansatte. I retten erkendte den 63-årige i hovedtræk anklager om, at han rejste på golfferier i Thailand finansieret af it-firmaet Atea eller Rudersdal Kommunes konto hos it-firmaet. Den tidligere it-chef skal udføre 120 timers samfundstjeneste og betale en bøde på 60.000 kroner. •
SF vil have biler ud af Aarhus
BILFRI /// Står det til SF i Aarhus Byråd, skal bilerne fylde mindre i byens gader. Partiet vil nemlig gøre en del af Latinerkvarteret bilfrit i 2025, og i 2040 skal byens centrum være helt bilfrit. Partiet har foreslået bilfrie søndage uden at finde flertal blandt byrådets øvrige partier. Denne gang er Socialdemokratiet i Aarhus dog foreløbig ikke helt afvisende over for idéen. SF vil nu have kommunens forvaltning til at udarbejde en plan, som offentligheden skal debattere, inden byrådet forholder sig ktil forslaget. •
Forlader Liberal Alliance
Laura Lindahl repræsenterer fremover Det Konservative Folkeparti i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Efter lidt over syv år som folkevalgt og 12 år som medlem af Liberal Alliance har det nuværende kommunalbestyrelsesmedlem og tidligere folketingsmedlem nemlig besluttet at forlade partiet.
– Da jeg sad til budgetforhandlinger tilbage i efteråret og kunne mærke, at jeg brændte mere for at få flere pædagoger i daginstitutionerne end for at sænke skatten, da vidste jeg, at jeg hører hjemme hos de konservative og ikke længere i Liberal Alliance, siger Laura Lindahl.
Hun meldte i februar sidste år ud, at hun ikke ville genopstille for Liberal Alliance. Nu har hun dog fået mod på at genopstille for Konservative. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-3-side-6-7.pdf