
27 kommuner er i gang med smitteopsporing
tekst Gitte Johansen
Er du testet positiv for corona, og kan sundhedsmyndighederne ikke komme i kontakt med dig, kan du forvente at blive opsøgt af kommunen enten på telefon eller derhjemme. Det er realiteten i de 27 kommuner, som på nuværende tidspunkt har lavet en aftale om lokal smitteopsporing med Styrelsen for Patientsikkerhed.
En af de kommuner, som allerede er godt i gang, er Brøndby. Her har kommunen fået kontakt til 34 smittede borgere, som Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har kunnet få kontakt med.
– Vi begyndte sidste mandag, og det har været en kæmpe succes. Vi oplever, at borgerne er meget glade for at blive kontaktet af kommunen, og jeg synes bestemt, at vi skal tage alle midler i brug for at holde smittetallene nede. Især når vi ikke ved om der en ny engelsk eller sydafrikansk variant på vej, siger borgmester Kent Max Magelund (S).
Det er frivilligt for kommunerne at deltage, men Styrelsen for Patientsikkerhed forventer, at flere kommuner hurtigt vil følge efter.
– Der er rigtig mange kommuner, som viser interesse for at deltage i smitteopsporingen. Vi er kommet godt fra start med en lang række kommuner i den første uge, og vi er i dialog med endnu flere. Vi har en klar forventning om, at flere kommuner løbende vil gøre sig klar til at modtage data og blive en del af aftalen, siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Aftalen om lokal smitteopsporing betyder, at kommunerne får oplysninger om smittede borgere, som den lokale smitteopsporing skal kontakte, hvis styrelsen ikke har fået fat i de smittede i løbet af de første 24 timer efter en positiv test.
I december måned hvor smittetallet steg voldsomt var det hele 13,9 procent af de smittede, som styrelsen ikke fik kontakt til. I januar er andelen faldet til to procent.
Succes i Brøndby
I Brøndby består den lokale smitteopsporing af fem hjemsendte bibliotekarer og to medarbejdere fra social- og sundhedsforvaltningen. Og indtil videre har borgerne taget godt imod initiativet.
– Der har intet været med, at folk er blevet sure over, at kommunen henvender sig. Tværtimod har borgerne været enormt glade for at få hjælp til at forstå de mange regler. Der har ikke været en eneste, som har sagt blander I jer nu ikke i for meget. Tværtimod har de sagt tak for hjælpen, fortæller borgmester Kent Max Magelund.
Kommunen modtager hver dag en liste over de smittede borgere fra Styrelsen for Patientsikkerhed. I første omgang forsøger kommunen at ringe, hvis telefonen ikke bliver taget, kører medarbejderne fra smitteopsporingen ud med et brev i folks postkasse med en opfordring om at ringe tilbage, og til sidst sender kommunen en sms.
– Vi skal bruge alle midler for at sikre, at vi får fat i alle smittede. I Brøndby Strand bor der ofte mange sammen i lejlighederne, og samtidig kan der være sociale, kulturelle og sproglige forskelle, som gør det svært at forstå de mange regler. Selv om vi har en god kontakt til både boligselskaber og moskeer, synes jeg, det her er en god måde til at gå lidt længere, siger Kent Max Magelund.
Banker ikke på døren
Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed har kommunerne også mulighed for at tage ud og banke på hos borgerne for at følge op på isolation, men det er der ingen planer om i Brøndby lige foreløbig.
– Vi skal jo også passe på, at vores medarbejdere ikke bliver smittede. Hvis du har stået i en opgang og talt med en smittet i over 15 minutter, så skal du måske pludselig selv i isolation, siger Kent Max Magelund. gij@kl.dk
Disse kommuner deltager i smitteopsporingen
Brøndby, Hillerød, Høje Tåstrup, Ishøj, Tårnby, Slagelse, Vordingborg, Lemvig, Fredericia, Haderslev, Skanderborg, Odder, Svendborg, Vejle, Ærø, Hvidovre, Mariagerfjord, Favrskov, Randers, Kolding, Vejen, Frederiksberg, Gladsaxe, Lejre, Roskilde, Aalborg og Middelfart.