
Ny model skal sikre flere botilbud
tekst Thomas Kokholm Nielsen
De 29 hovedstadskommuner i KKR Hovedstaden er gået sammen om at udvikle nye botilbudspladser til borgere med behov for en specialiseret social indsats. Samarbejdet indbefatter en økonomimodel, hvor kommunerne stiller en underskudsgaranti, så det ikke er den enkelte kommune, der alene hænger på regningen, hvis der er tomme pladser i de specialisererede botilbud.
I første omgang forpligter kommunerne hinanden overfor målgruppen ”voksne med autismespektrum-forstyrrelser kombineret med selvskadende adfærd, afvigende seksuel adfærd, udadreagerende adfærd eller lignende”. Men som formandskabet i kommunernes samarbejdsforum, KKR Hovedstaden, fremhæver, kan den i fremtiden bruges på hele det specialiserede socialområde.
Den nye model blev vedtaget på et møde i KKR onsdag. Om det nye tiltag siger formand for KKR Hovedstaden, Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S):
– Det har vist sig nødvendigt at rette særligt fokus på de mindre målgrupper på socialområdet. Vi vil samarbejde om de borgere, som lever med for eksempel autisme, udviklingshæmning og diagnoser, så de får den rette kvalitet i deres tilbud. Med KKR-samarbejdet styrker vi fællesskabet og fremtidssikrer området ved at oprette nye pladser af den rette kvalitet til borgerne, som har behov for en særlig indsats. Det er en klar strategi om et styrket fællesskab, hvor kommunerne tager fælles ansvar overfor borgerne.
Økonomisk sikkerhedsnet
Kommuner og region vil bygge nye tilbud til de små målgrupper med behov for specialiserede sociale indsatser i Hovedstaden. Borgerne får oftest hjælp af egen kommune, men i omkring 40 procent af tilfældene får borgerne et tilbud fra en anden kommune, fra regionen eller fra en privat leverandør. Det er de indsatser, som hovedstadskommunerne nu vil samarbejde tættere om at udvikle til gavn for borgerne med handicap og deres familier.
Kommunerne i Hovedstadsregionen vil forpligte hinanden ved at garantere økonomien for de kommuner eller den region, som opretter de nye botilbudspladser til målgruppen. Garantien løber i en treårig periode, og træder kun i kraft, hvis pladserne ikke efterspørges af andre.
Som det er nu, så hænger den enkelte kommune på udgiften, hvis der er tomme pladser på en institution, de driver.
Egedals borgermester Karsten Søndergaard (V), der er næstformand i KKR Hovedstaden, ser modellen som banebrydende.
– Jeg synes, det er banebrydende, at 29 kommuner finder ud at samarbejde om et specialiseret område, hvor den enkelte kommune ikke er stor nok til at lave de tilbud der kræves. Eller man kan sige det sådan, at målgruppen i den enkelte kommune bliver så lille, at det giver mening at samarbejde, siger Karsten Søndergaard.
Han tror, modellen er startskuddet, og man kommer til at lave lignende samarbejder på andre af de specialiserede områder. Og den økonomiske model betyder, at man kan fjerne usikkerheden ved at oprette pladser på et givent område.
– Det kommer klart til at betyde, at der er kommuner, der kan have en interesse i at oprette flere pladser, fordi de kan se, der er økonomisk sikkerhedsnet under dem, siger Karsten Søndergaard.
Svar på kritik
Blandt patientorganisationer og på Christiansborg er diskussionen om, hvorvidt kommunerne kan klare opgaverne med handicapområdet og de specialiserede socialindsatser, varm for tiden.
– Jeg er ikke i tvivl om, at kommunerne godt kan. Det her tiltag spiller da ind i den dagsorden, og viser, at vi kan, hvis vi samarbejder. I den debat mener jeg klart, at det specialiserede socialområde hører hjemme i kommunerne. Vi har alle andre velfærdsområder hos os, så jeg synes, det vil være forkert at fjerne det fra kommunerne, siger Karsten Søndergaard.
Forslaget, der nu er vedtaget i KKR, skal nu ud og diskuteres i de 29 kommunalbestyrelser, som forventes at vedtage det i løbet af foråret. tkn@kl.dk
Underskudsgaranti
Et nøgleelement i det nye samarbejde er en såkaldt underskudsgaranti.
Underskudsgarantien kan gives til driftsherrer, som i forvejen har erfaring med målgruppen, og som udvider med nye fælles pladser til målgruppen.
Underskudsgarantien træder kun i kraft, hvis de nye pladser bliver ledige. I så fald garanterer de 29 kommuner dækning af faste omkostninger i tre år. Faste omkostninger fastlægges til 50 pct. af taksten for det enkelte tilbud.
Underskudsgarantien bygger på øvrige gældende regler og aftaler for området.