
Randers henter direktør med rådmandserfaring
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
45-årige Thomas Krarup skal være ny direktør for sundheds-, fritids- og omsorgsområdet i Randers Kommune. Med sig i bagagen har han både erfaring som kommunalpolitiker og direktør i den kommunale verden. Krarup var nemlig fra 2014 til 2017 konservativ rådmand for handicap- og ældreområdet i Aalborg Kommune og derefter direktør i Jammerbugt Kommune.
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt byder det nye direktionsmedlem velkommen.
– Vi får en meget dygtig direktør, som har spidskompetence i politisk betjening, understøtte udvikling af politiske visioner og gøre dem til virkelighed gennem strategi og implementering. Samtidig har Thomas et skarpt blik for at inddrage og anerkende både sine ledere og medarbejdere og sammen skabe de gode løsninger netop inden for sundhed, omsorg og fritid, siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
Thomas Krarup er uddannet cand.scient.pol. og har siden taget efteruddannelser i projektledelse og bestyrelsesledelse. Han er for tiden i gang med en lederuddannelse for offentlige topchefer.
Ifølge Randers Kommunes pressemedddelelse om ansættelsen, er Krarup en holdspiller, der er drevet af at udivkle velfærd. Han lægger vægt på, at Randers er en ambitiøs kommune.
– Randers Kommune forstår i den grad at se muligheder. Det er også en ambitiøs kommune, som har en klar retning og vil skabe lige præcis den kommune, man politisk prioriterer. Der er fokus på at skabe rammerne for det gode liv, på sundhed, på fritidsmuligheder og på at samtænke de to for at styrke den enkelte borgers livskvalitet. Det glæder jeg mig meget til at blive en del af, siger Thomas Krarup.
Han er født på Fyn og bor i dag i Aalborg sammen med sin hustru og to børn på 13 år og 17 år. I sin fritid går han på jagt, løber, spinner og cykler.
Thomas Krarup tiltræder i sin nye stilling den 1. april. jki@kl.dk