
Gladsaxe tilbyder orlov fra SFO
tekst Gitte Johansen
De små elever er ligesom i resten af landet vendt tilbage på skolerne i Gladsaxe Kommune. Men de nye anbefalinger om, at klasserne skal blandes så lidt som muligt med andre grupper af børn og voksne, giver udfordringer, når skoledagen er forbi, og eleverne skal i SFO eller klub. Særligt i ydertimerne giver det udfordringer med at skaffe medarbejdere.
– Vi har ganske enkelt ikke voksne nok til at fastholde den opdeling af børnene sidst på dagen. Derfor opfordrer vi de forældre, der har mulighed for det, til at holde børnene hjemme fra SFO og skoleklub i den kommende tid. Men når vi kommer med den opfordring, så skal de forældre, som følger opfordringen, selvfølgelig heller ikke betale, siger borgmester Trine Græse (S).
Forældre, der vælger at søge orlov fra SFO eller skoleklub, skal søge orlov for mindst én hel måned. Orloven kan forlænges, og den kan ophøre med én uges varsel. Efter endt orlov kan børnene igen vende tilbage til sin SFO eller skoleklub. gij@kl.dk