
KL reklamerer for direktør-opslag til enhed, som ikke er oprettet endnu
tekst Mads Brandsen
”Normalt ville jeg tænke, at man først promoverer et stillingsopslag, når man rent faktisk har et. Men ingen regel uden undtagelser.”
Sådan begynder KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe et opslag på det sociale medie LinkedIn, hvori han teaser for, at KL formentlig snart slår en stilling op som direktør for en ny udviklingsenhed, der forventes at få navnet Komponent.
Formentlig og forventeligt, fordi KL’s bestyrelse endnu ikke formelt har sagt ja til at sammenlægge KL’s Konsulentvirksomhed, Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK) og områderne ledelsespolitik og ledelsesudvikling fra KL’s sekretariat.
Det sker først på et bestyrelsesmøde 21. januar.
Alligevel har Kristian Wendelboe allerede taget hul på direktørjagten på sin LinkedIn-profil.
– Jeg er lidt tidligt på den. Jeg kan ikke være sikker på, at der overhovedet bliver slået en stilling op. Det afgør bestyrelsen. Men hvis man kigger i kalenderen, skal processen gå rasende stærkt, hvis vi vil være sikre på at have en direktør, der kan begynde 1. april. Jeg vil gerne undgå, at mulige kandidater tænker, at stillingen er besat, og derfor prøver jeg at skabe lidt opmærksomhed, siger han til Danske Kommuner.
Det nye udviklingscenter ventes at få omkring 100 medarbejdere. mdbr@kl.dk
##ContentBoxStart##261513##ContentBoxEnd##