
Kommuner er klar til at modtage sygehuspatienter
tekst Gitte Johansen
De 17 kommuner i Region Sjælland stiller fra i dag 20 sengepladser til rådighed for patienter, der i øjeblikket er indlagt på sygehusene, men som er stabile nok til at være indlagt i Region Sjællands E-hospital. Patienterne vil fortsat være at betragte som indlagte, og det bliver lægerne i regionens E-hospital, der har behandlingsansvaret, mens kommunen påtager sig plejeopgaverne.
– Vores samlede sundhedsvæsen er presset, og derfor er vi nødt til at stå sammen og finde nye løsninger. Vi er i kommunerne glade for, at vi ved at løfte i fælles flok er med til at hjælpe både patienterne og sygehusene, siger Niels Hörup (V), borgmester i Solrød Kommune og formand for KKR Sjælland.
Patienterne vil blive overflyttet til en kommunal sengeplads for eksempel på et plejecenter, hvor der er kommunale sygeplejersker til rådighed døgnet rundt, mens lægerne på regionens E-hospital har det lægefaglige ansvar og skal sikre den rette behandling gennem blandt andet stuegang via video.
Tid til vaccinationer
Med aftalen forsøger regionen og kommunerne at begrænse risikoen for at komme i en situation, hvor man bliver nødt til at aktivere beredskabsaftalen, hvor regionens praktiserende læger og vagtlæger overtager behandlingsansvaret for de behandlingskrævende patienter, som udskrives fra de ekstraordinært pressede sygehuse.
– På den måde friholder vi de praktiserende læger i videst muligt omfang, så de kan passe deres egne patienter og fortsat hjælpe til med vaccinationerne mod Covid-19, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland.
Aftalen sikrer en til to pladser per kommune i regionens 17 kommuner, og patienterne flyttes primært til egen bopælskommune. gij@kl.dk