Fredericia udvider undersøgelse af borgmesters grundkøb
tekst Mads Brandsen
Advokatfirmaet Horten får nu også lov til at tale med de relevante parter i sagen, der indtil videre har betydet, at kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe er fritaget for tjeneste og hjemsendt.
Det står klart efter et møde i økonomiudvalget mandag aften, hvorefter også det samlede byråd har fået en fortrolig orientering om status på sagen, der handler om tidligere borgmester Jacob Bjerregaards (S) køb af en byggegrund og forvaltningens rolle i den forbindelse.
– Det er vigtigt for os at komme helt til bunds i denne sag. Derfor har vi i økonomiudvalget besluttet at udvide omfanget af advokatundersøgelsen, således at advokaterne også kan interviewe personer, der måtte have særlig viden om sagen, siger Fredericias borgmester Steen Wrist Ørts (S) i en pressemeddelelse.
Her understreger borgmesteren, at ingen behøver være bekymrede over at blive interviewet. Det er i sig selv ikke et udtryk for nogen mistanke om, at man har gjort noget forkert, pointerer han.
– Vi er i økonomiudvalget enige om, at vi vil have sagen fuldt afklaret, før vi træffer nogen konklusioner. Det er den rigtige måde at gøre tingene på, også selvom det tager lidt længere tid, end vi kunne ønske os, lyder det fra borgmesteren, der overtog posten efter Jacob Bjerregaard ved årsskiftet.
Kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blev fritaget for tjeneste og hjemsendt efter et økonomiudvalgsmøde 5. januar.
Med henvisning til, at undersøgelsen er i gang, har kommunen ikke flere kommentarer. Når undersøgelsen er færdig, vil byrådet tage stilling til eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser. mdbr@kl.dk