Aalborg rykker ud med bødeblokken i hver fjerde kommune
tekst Mads Brandsen
Hver gang en parkeringsvagt sætter en venlig hilsen i forruden på en bil i form af en afgift på 510 kroner, ryger næsten halvdelen af beløbet lige ned i statskassen.
Med få hovedstadskommuner som undtagelse er der derfor ikke nogen guldrandet kommunal nebengesjæft i at drive et korps af parkeringsvagter selv. Den erkendelse når man på flere og flere rådhuse landet over – og det profiterer Aalborg Kommune af.
Gennem 20 år har kommunen drevet Parkeringskontrol Nord, der foruden at holde øje med bilisterne i Aalborg også driver parkeringskontrol i hele 23 andre kommuner landet over. Snart tilslutter også Brøndby Kommune sig ordningen, der udspringer af helt almindelig snusfornuft om, at flere står stærkere sammen end hver for sig. Både når det kommer til udstyr og arbejdskraft.
– Det har aldrig været nogen fed idé at drive parkeringskontrol. Der er rigtig meget administration forbundet med det, og derfor begyndte vi at samarbejde med andre kommuner om det, da vi fik muligheden i 1999. Det gør også, at vi kan fordele personalet bedre, end en enkelt kommune kan, fortæller Frode Nielsen, der er centerleder i Parkeringskontrol Nord.
Den kommunale virksomhed blev dannet, da den daværende S-regering i 1999 fjernede parkeringskontrollen fra politiet og lagde den over til kommunerne – men samtidig fastholdt man, at staten skulle have næsten halvdelen af provenuet fra afgifterne. I dag får kommunerne, der samarbejder med Parkeringskontrol Nord, 15 kroner af en afgift på 510 kroner.
Aalborg Kommune tjener derimod omkring fem millioner kroner om året på at drive parkeringskontrollen over store dele af landet. Det bliver til op mod 70.000 afgifter om året. Men det har ikke været et selvstændigt mål at polstre kommunekassen.
– Det har sådan set aldrig været meningen at lave stor business ud af det. Vi har ikke lavet den store reklame for os selv, men i løbet af årene er flere og flere kommuner kommet med. Det gør kun det hele mere effektivt for os, samtidig med at de kan trække på vores ekspertise, siger Frode Nielsen, der kommer med et konkret eksempel på, at volumen altså betyder noget:
– Jeg talte på et tidspunkt med en kommune, der drev kontrollen selv. Kommunen skulle give 16 kroner for at få trykt hvert girokort. Vi giver 32 øre.
##ContentBoxStart##261481##ContentBoxEnd##
Lav klageandel
Vagterne i Parkering Nord møder ind i fem centre over hele landet og arbejder ikke nødvendigvis altid i de samme kommuner. Ud fra et nøje tilrettelagt skema tager de derimod på skift ud i de kommuner, der er med i ordningen. Et skema, der selvsagt skifter hele tiden, så ingen kan spekulere i, hvornår p-vagten er på færde.
En hurtig søgning på nettet giver en del eksempler på dårlig presseomtale af Parkeringskontrol Nord, og for år tilbage var også Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) på banen med kritik af selskabet. Det tager Frode Nielsen dog rimelig roligt.
– Vi har en klageandel på mellem to og tre procent, hvoraf vi eftergiver otte til ti procent. Sådan som reglerne er, skal vi jo have nogle grunde til at eftergive en afgift. Vi kan ikke bare gøre det, fordi vi synes, det er synd for bilisten, siger han.
Selv om jobbet som parkeringsvagt fordrer en robust personlighed, mener Frode Nielsen ikke, at hans folk lever livet specielt farligt. De bliver alle uddannede i konflikthåndtering, og selskabet følger løbende op på, hvordan det går.
– Det sker meget sjældent, at en af vores parkeringsvagter bliver overfaldet fysisk. Det er måske sket en håndfuld gange siden 2001, at en vagt er blevet skubbet af en vred bilist. Vi er klar over, at bilister tit er stressede, og at deres tærskel derfor er lav, siger Frode Nielsen.
Hos FDM har juridisk konsulent Dennis Lange ingen særlige horn i siden på Parkeringskontrol Nord.
– Vi har ikke noget imod kommunal parkeringskontrol. Men der er nogle kommuner, hvor det ikke giver mening. Og nogle steder skulle man måske overveje at etablere flere pladser frem for at kontrollere sig ud af det, siger han.
I Middelfart, der er en af de kommuner, hvor Parkeringskontrol Nord kontrollerer, har formanden for teknisk udvalg Regitze Tilma (V) ikke andet end godt at sige om samarbejdet.
– Vi har samarbejdet med Parkeringskontrol Nord, siden før jeg blev udvalgsformand, og jeg har ikke hørt negative tilbagemeldinger ud over det, man kan forvente, siger hun.
En periode forsøgte Middelfart sig med det, FDM råder flere til: Nemlig ingen kontrol.
– Vi spurgte Middelfart Handel, og de ønskede, at vi genindførte parkeringsvagterne, så der ikke var bilister, der parkerede i flere dage til gene for andre, fortæller Regitze Tilma. • mdbr@kl.dk
Parkeringskontrol Nord
En afdeling under by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, som står for patruljering, opkrævning, administration, klagebehandling og eventuel inddrivelse af afgifterne.
Foruden Aalborg varetager Parkeringskontrol Nord parkeringskontrollen i 23 kommuner landet over: Assens, Ballerup, Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Frederikshavn, Frederikssund, Glostrup, Herlev, Høje-Taastrup, Mariagerfjord, Middelfart, Norddjurs, Odense, Odsherred, Ringsted, Struer, Svendborg, Syddjurs, Thisted, Varde og Vesthimmerland.
Parkeringsvagterne kører ud fra fem centre, der ligger i Aalborg, Esbjerg, Odense, Ringsted og Høje-Taastrup.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-1-side-24-25.pdf