
Line Barfod indstilles som borgmesterkandidat
tekst Frederikke Stoustrup
Bestyrelsen for Enhedslisten i København har valgt at indstille Line Barfod som borgmesterkandidat ved kommunalvalget den 16. november 2021. Det skriver partiet i en pressemeddelelse. Beslutningen blev taget, efter Line Barfod ved en urafstemning blandt de Københavnske medlemmer af Enhedslisten fik 57,1 procent af stemmerne.
– Enhedslisten er et af de største partier i København, og vi skal blive endnu stærkere. For der er brug for nye tanker og idéer til, hvordan vi går forrest i klimakampen, og hvordan vi får flere boliger som almindelige københavnere har råd til. En by hvor mennesker ramt af sygdom og arbejdsløshed får hjælp, i stedet for at blive jaget rundt i systemet, siger hun og fortsætter:
– Vi skal skabe en by, hvor vi giver fællesskaber forrang og spekulanter vigepligt. Billige boliger, bofællesskaber og nye boformer frem for dyre luksuslejligheder. Storbyer kan ufattelig meget, hvis vi tør bruge mulighederne. Det tør Enhedslisten.
Line Barfod blev den store vinder blandt seks kandidater, som stillede op ved urafstemningen. Bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København Leila Stockmarr er glad for den store interesse ved afstemningen.
– Enhedslistens bestyrelse i København er meget tilfredse med den rekordhøje stemmedeltagelse, og er glade for at indstille Line med så klar en opbakning fra et flertal af medlemmerne i København.
Medlemmerne i København skal tage endeligt stilling til bestyrelsens beslutning på den årlige generalforsamling den 6. februar, hvor den samlede opstillingsliste for Enhedslisten København også skal vælges. frst@kl.dk