
Guldborgsund undersøger ulovlig instruks
tekst Mads Brandsen
Beskeden var ikke til at tage fejl af, da centerchef Mads Larsen i Guldborgsunds familieafdeling i november skrev en mail til alle sine medarbejdere.
”Alle skal gennemgå deres sagsstammer og finde aktuelle besparelser for 100.000 kroner.”
Dermed gav han en klar ulovlig instruks. Alle sager skal vurderes individuelt, og man må ikke sætte skøn under regel.
Men hvordan kunne det komme så vidt? Det skal en ekstern og uvildig undersøgelse nu finde svar på. Det ligger fast efter et byrådsmøde i sidste uge, hvor Dansk Folkepartis byrådsmedlem René Christensen fik resten af byrådet med på sit forslag om at komme til bunds i sagen.
– Jeg tror alle, vi gerne ville have været sagen foruden, men et eller andet sted kan den også være en øjenåbner. Selvfølgelig er det en præmis, at man overholder budgetterne, men det er altså også en præmis, at loven skal holdes, sagde han på mødet.
Borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) benyttede også lejligheden til at beklage sagen, som han kaldte ”utilstedelig”. Han ærgrer sig over, at den anonyme medarbejder er gået til Ankestyrelsen frem for at sige det internt.
– Der er ingen tvivl om, at sagen er et wakeup-call til hele byrådet om, at der skal være åbenhed i vores organisation. Man skal turde komme til orde. Det bedste var, hvis man var gået til sin direkte foresatte og havde beklaget sin nød, sagde han.
Sagen kom for dagens lys via det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen, der fra en anonym medarbejder i forvaltningen har fået tilsendt et brev med den udskrevne mail fra centerchefen med instruksen. Af mailen fremgår det også, at centerchefen godt er klar over, at økonomi ikke kan være begrundelsen for en besparelse på en sag.
”Bare så vi ikke igen kommer ud i noget med, at nogen har begrundet ophør af indsatser med ”Chefen har besluttet, at alle skal spare penge”.
Tilsynet overvejer sag
Selv om centerchefen allerede dagen efter korrigerede sig selv, beder Ankestyrelsen kommunen forklare sig for at afgøre, om der er basis for at rejse en tilsynssag.
”Vi beder byrådet om særligt at redegøre for, hvordan byrådet sikrer, at borgerne får den hjælp, de har ret til efter lovgivningen, herunder at der ikke træffes ulovlige afgørelser over for borgerne. Vi beder desuden byrådet om at redegøre for, at der i den vedhæftede henvendelse ses en instruks i Guldborgsund Kommune, Center for familie og forebyggelse om, at der kun må være én foranstaltning i gang pr. sag”, skriver tilsynet blandt andet i et brev til kommunen.
Hos Dansk Socialrådgiverforening lægger formanden for Region Øst, Rasmus Balslev, ikke fingre imellem, når han beskriver mailen til medarbejderne.
– Det er en utilgivelig mail, som risikerer at føre til ulovlig sagsbehandling – og det presser socialrådgiverne, der i forvejen er pressede, siger han.
Rasmus Balslev er også noget overrasket over sprogbrugen i mailen, hvor centerchefen direkte skriver, at medarbejderne ikke må begrunde beslutningerne om eksempelvis at fjerne en foranstaltning med økonomi, men at afgørelserne skal være fagligt begrundede.
– Det er sjældent, det siges så direkte, bemærker han, der har haft øjnene rettet mod netop Guldborgsund Kommune tidligere.
Her har hver medarbejder i familieafdelingen flere sager hver end i mange andre kommuner. Det betyder, at medarbejderne får vanskeligere ved at følge op på sagerne, hvilket i sidste ende gør dem dyrere. Derfor er der kun ét at gøre, mener Rasmus Balslev.
– Man er nødt til at forholde sig til at få tilført nogle medarbejderressourcer. Byrådet må påtage sig ansvaret for serviceniveauet, siger han, og så skal byrådet i øvrigt være glade for, at afdelingen har medarbejdere, der kerer sig om deres faglighed, siger han.
Udover undersøgelsen har byrådet bedt forvaltningen komme med konkrete anbefalinger, der skal sikre, at fremtidige besparelser håndteres, så de ikke risikerer at sætte borgerens retssikkerhed over styr eller danner baggrund for forkerte afgørelser. Forvaltningen skal også sikre, at der er et godt arbejdsmiljø, der giver plads til medarbejdernes faglighed. • mdbr@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-2-side-8-9.pdf