Ny viden
tekst Mads Brandsen
Mindre bureaukrati gav mere tid til udsatte børn
Man kan godt afbureaukratisere det børnesociale arbejde, så socialrådgiverne kan bruge mere af deres tid på at hjælpe udsatte børn og familier fremfor dokumentation.
Det viser evalueringen af et frikommuneforsøg, som VIVE har foretaget. Her er tre kommuner undtaget for en række paragraffer i serviceloven – eksempelvis servicelovens pålæg om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse.
Resultaterne viser, at socialrådgiverne får en tættere relation til familierne og en større forståelse for deres udfordringer og ressourcer, og at børn og familier bliver inddraget og har større ejerskab til indsatserne. •
Flytteforsøg viser gode takter
Seks kommuner har forsøgt sig med selv at behandle flyttesager for borgere, som ikke kan give samtykke. Både sagsbehandlere og borgernes værger har været tilfredse med kommunernes håndtering, viser evalueringen, som VIVE står bag. Her vurderes det, at forsøgene har skabt fremdrift og bedre sammenhæng for borgerne. For kommunen giver det bedre muligheder for at udnytte kapaciteten af botilbud, at man selv står for flyttesagerne. •
Lav efterspørgsel efter tilkøbsydelser
Kun ganske få modtagere af hjemmehjælp, plejehjemsbeboere og beboere på bosteder har været interesserede i at købe tilkøbsydelser. Det står klart, efter ni kommuner har forsøgt sig med at tilbyde tilkøbsydelser til de ældre – noget, der ellers har været forbeholdt private. Blot 0,5 procent af hjemmehjælpsmodtagerne har takket ja. På plejehjem er det kun 0,1 procent, der har købt ekstra hjælp.
En undersøgelse foretaget i København, som er en af kommunerne i forsøget, viser dog, at 19 procent af hjemmehjælpsmodtagerne finder det vigtigt, at de har muligheden for tilkøb. •
En plan for sammenhængende indsats virker
En sammenhængende plan på tværs af kommunale sektorer giver udsatte borgere et bedre samarbejde med kommunen, viser VIVE’s evaluering af ni kommuners forsøg på socialområdet. Både voksne, unge og familier har været involverede i forsøget, hvor faste møder og andre procesmål har været skrottet. Bedst er resultaterne i de tilfælde, hvor kommunen lykkedes med at bakke op om borgerens handlekraft. Det kan være ved at inddrage borgerne bedre, ved at følge effektivt op og ved selv at supplere med kommunens handlekraft. •
Ny teknologi øger trygheden for sårbare
Døralarmer, trædemåtter og kamerakig kan bruges til at forbedre omsorgen for særligt sårbare borgere på botilbud og plejecentre. Teknologien kan samtidig bidrage til øget sikkerhed og tryghed samt bedre søvn hos borgerne, der samtidig kan undvære indgribende overvågning.
Det viser VIVE’s evaluering af frikommuneforsøgene i syv kommuner. Her oplever personalet, at teknologierne gør det muligt at forebygge risikosituationer, eksempelvis at borgeren forlader afdelingen. Det giver ekstra tryghed om natten – også for de pårørende. •
Mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats
Frikommunerne har også gennemført forsøg på beskæftigelsesområdet. Her viser evalueringen, som Social- og Indenrigsministeriet har foretaget, at de større frihedsgrader har forbedret eller fastholdt jobcentrenes resultater som hidtil. Forsøgene har givet mulighed for en bedre fordeling af ressourcer, så de, der har mest behov for hjælp, i højere grad har fået det, ligesom borgerne generelt er blevet mere tilfredse. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-2-side-31.pdf