
Efter borgmesterraseri: Hoteldirektør kalder sagen "voldsomt blæst op"
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Gaderæs, fest på værelserne og shoppingture i indkøbscenter. Sådan beskriver Greve-borgmester Pernille Beckmann (V) situationen på Zleep Hotel i Høje-Taastrup, hvor en række kommuner har indlogeret coronasmittede borgere, der ikke kan isolere sig i eget hjem. Beskrivelsen findes i et brev, som Pernille Beckmann har sendt til syv borgmesterkollegaer, hvor hun opfordrer dem til at slå sig sammen om en henvendelse til regeringen for at få lov til at sende de uregerlige borgere en regning for den kommunalt betalte indkvartering.
Men beskrivelserne i brevet er voldsomt blæst op, siger hoteldirektør til Ekstra Bladet.
– Det var et problem med nogle ganske få værelser før jul, hvor der har været nogle gæster, der ikke kunne forstå, at når man går i selvisolation, så betyder det faktisk, at man skal blive på sit værelse, siger direktøren Peter Haaber til Ekstra Bladet.
Han fortæller, at der blev fundet McDonaldsposer på et enkelt værelse, ligesom han har hørt, at en eller flere af de coronasmittede har været i City 2. Det kalder han for "ikke specielt smart", men Beckmanns øvrige beskrivelser af gaderæs på parkeringspladsen og fester på værelserne kan han ikke genkende.
– Jeg vil gerne se den bil, der kan køre ræs på de otte parkeringspladser, der er delt op der. Det kan slet ikke lade sige gøre, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:
– Det, vi har hørt om, er, at der var en, der var isoleret på et værelse, og der har siddet nogen nede foran på parkeringspladsen og spillet højt musik op til vedkommende.
Hoteldirektøren anerkender dog, at det er noget "svineri", at folk har bevæget sig ud af deres isolation uden for de aftalte tidsrum, ligesom det er korrekt, at hotellet har bedt kommunerne om at betale for en vagt til at holde styr på de coronaisolerede gæster.
På trods af hoteldirektørens overordnede afvisning af, at der skulle være store problemer, så holder Pernille Beckmann fast i, at nogle af gæsternes opførsel er stærkt kritisabel.
– Jeg synes simpelthen, det er forkasteligt, at man skal have en vagt på kommuneregningen til de her folk, som ikke kan opføre sig ordentligt, siger hun til Ekstra Bladet. jki@kl.dk