
Forskere inviterer politikere til at finde svar: Demokratiet skal styrkes
tekst Mads Brandsen
Konfliktsøgende medier, stærke interessegrupper og borgere, der er stadig mere selvbevidste.
Det er blot nogle af de faktorer, der gør det sværere at være politiker i dag, end det var for år tilbage – og det er på tide at gøre noget aktivt for at styrke demokratiet, så politikerne bedre kan sætte dagsordenen.
Det mener professorerne Jacob Torfing og Eva Sørensen fra Roskilde Universitet, som derfor har taget initiativ til en workshop, hvor politikere på alle niveauer er inviteret til at give deres besyv om, hvad man kan stille op.
– Der er kommet for stor afstand mellem politikerne og folket. Folket føler sig ikke repræsenteret af politikerne, og vi ved fra forskningen, at politikerne efterspørger flere input fra folket. Vi prøver at lave et forum, hvor politikerne kan drøfte, hvor barriererne er, for den bold er der ikke rigtig nogen, der har grebet, siger Jacob Torfing om initiativet.
Alle er velkomne til at deltage, og på forhånd har et panel af politikere fra Folketinget, Europa-Parlamentet og byrådene sagt ja til at være med i et politikerpanel. En af kommunalpolitikerne er Guldborgsunds borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten).
– Vi lever i en tid, hvor de sociale medier har overtaget mediebilledet. I løbet af en time kan man blive ramt af en shitstorm, hvis man får skrevet noget forkert. Vi er nødt til at tage en dialog om, hvordan vi undgår, at der opstår så megen politikerlede, at ingen vil være politikere, siger han.
Selv oplever han, at han sommetider lægger bånd på sig selv og helt lader være med at omtale sager, han ved, kan eksplodere på sociale medier. Sådan havde han det før jul, da byrådet havde besluttet at opføre seks nye vindmøller. Flere borgere følte, at de ikke var blevet hørt, men virkeligheden var en anden.
– Vi ændrede lokalplanen efter at have fået høringssvarene, men det er bare et budskab, man ikke kan trænge igennem med på sociale medier. Og hvis ikke vi som politikere kan nå ud med visse budskaber, er demokratiet under pres. Derfor håber jeg, vi sammen kan finde nogle værktøjer, der kan rykke noget, siger han.
Workshoppen finder sted 26. januar og afvikles virtuelt i samarbejde med fagforbundet DJØF. Det er gratis at deltage. Det er tanken, at det blot er den første i en længere række af workshops om emnet. mdbr@kl.dk