
Efter skandalesager og fyringer: Fredericia omorganiserer topledelsen
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Efter en turbulent periode i Fredericia Kommune er den fremtidige struktur for topledelsen nu på plads. Det skriver Fredericia Dagblad på baggrund af en intern orientering fra direktionen til medarbejderne.
I forbindelse med fastlæggelsen af den nye struktur er en række direktørstillinger blevet midlertidigt besat med konstituerede direktører. Det drejer sig om kommunaldirektørposten, som Camilla Nowak er konstitueret i, indtil uge 26, hvor der efter planen kan præsenteres en permanent kommunaldirektør.
Stillingen som direktør for børn, unge og kultur bliver Vibeke Byriel Kinch konstitueret i, mens direktørstillingen for vækst, teknik og klima får René Olesen som konstitueret.
Omorganiseringen af ansvarsområder under forvaltningsdirektørerne vil ikke betyde fyringer. Til gengæld vil medarbejdere skulle følge med deres opgaver, og der vil derfor muligvis være medarbejdere, der skal flytte afdeling, lyder det.
De tre direktørstillinger er alle opslået. En række chefstillinger længere nede i ledelseslaget er vakante, og nogle af disse skal være med til at finansiere omrokeringerne. jki@kl.dk