”Jeg har lovet ministeren det”
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
##ContentBoxStart##263838##ContentBoxEnd##
Den fik fuldt skrald fra starten af, da Martha Vrist (V) blev byrådsmedlem i Lemvig Kommune i januar 2018. Hun ville gerne engagere sig i børne- og ungeområdet, men sagde også ja til en plads i social- og sundhedsudvalget. To tunge udvalg, der har ansvaret for daginstitutioner, folkeskoler, det specialiserede socialområde, sundhedsområdet og ældreplejen i den nordvestjyske kommune.
– På det tidspunkt var mine to børn små, så jeg syntes, det var oplagt at være medlem af familie- og kulturudvalget. Og jeg synes, at udfordringerne inden for både sundhed, handicap, psykiatri og ældreområdet er rigtig spændende, så det endte jeg også med at blive medlem af. Og på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det jo er to kæmpe udvalgsområder, siger 44-årige Martha Vrist.
I tiden op til kommunalvalget i 2017 var hun medlem af bestyrelsen for Venstre i Lemvig. Partiet havde et talentprogram, som hun syntes lød interessant. For at blive indstillet til talentprogrammet måtte hun sige ja til at blive kandidat til kommunalvalget, og da der var relativt fredeligt på arbejdet, mente hun, at det var tid til at engagere sig mere politisk.
– Jeg ville rigtig gerne være med til at udvikle Lemvig Kommune, fordi det er så skønt et sted. Og så ville jeg lære det politiske håndværk, fordi jeg på det tidspunkt gik med en ambition om en dag at blive folketingskandidat, siger Martha Vrist.
Palles gavebod
Det politiske håndværk fik hun lært, mener hun. Især i forbindelse med budgetlægningen sidste år. For mens de to første års budgetter havde relativt meget manøvrerum, så var det en anderledes opgave i 2020, fortæller hun.
– Det var nærmest Palles gavebod, da vi lagde budgetter de første to år. Og det er jo fedt. Men det politiske håndværk bruger du først rigtigt, når du skal til at finde besparelser, indgå kompromisser og finde løsninger. Så det var enormt lærerigt, siger Martha Vrist.
Sideløbende med det politiske arbejde passede hun sin familie og sit direktørjob i Midtjyske Jernbaner. Direktørjobbet blev dog mere og mere krævende, som tiden gik. Derfor måtte hun undervejs forlade det ene udvalg. Og selvom hun egentlig fra starten af sin tid i lokalpolitik havde tænkt, at børne- og ungeområdet skulle være hendes fokus, så valgte Martha Vrist at beholde sin plads i social- og sundhedsudvalget.
– Det var bare kommet til at stå mit hjerte nærmest. De fantastiske medarbejdere i kommunen, som arbejder for at passe godt på dem, der ikke selv er i stand til det. Og så er det bare fedt at være med til at sætte en retning for udviklingen, ligesom det er spændende at være med til at løse den demografiske udfordring, der ligger på ældreområdet.
##ContentBoxStart##241517##ContentBoxEnd##
Super svær beslutning
Arbejdspresset på jernbanen blev dog ikke mindre. I december blev en ny strækning føjet til porteføljen. Om lidt bliver endnu en tilføjet. Og selskabet bliver efter planen det første i Danmark, der sætter et batteridrevet tog i drift, når det efter planen er på skinnerne i 2024/2025. Et projekt, der har statslige penge i ryggen.
– Jeg har stået i ministeriet og svoret, at vi kan klare den nye strækning meget bedre end Arriva, og jeg har lovet trafikministeren, at det ikke bliver en ny IC4-sag at sætte de nye batteridrevne tog i drift. Så lige nu kører vi ud over den almindelige drift så mange projekter, som død og pine skal have min fulde opmærksomhed, forklarer hun.
Derfor har hun for blot en måned siden taget en beslutning om, at det, der startede med fuld fart og drømme om Folketinget, nu skal være slut. Derfor siger Martha Vrist farvel til kommunalpolitik, når året løber ud.
– Det var en super svær beslutning. For jeg synes jo, at det er spændende at have indflydelse. Men jernbanen er i en helt vild udvikling, som kræver langt mere end 37 timer. Og det betyder, at når jeg skal forberede mig til udvalgsmøder, så bliver det klokken ti om aftenen, når børnene er lagt i seng, og så skal jeg så sidde der til klokken to. Jeg har ikke længere tid til en lille ting som lige hurtigt at løbe dagsordenerne fra de andre udvalg igennem for at se, hvad de arbejder med. Og når jeg så er til et udvalgsmøde, så sidder jeg og tænker på, at bunken på skrivebordet på arbejdet vokser. Så det er blevet for meget. Og det dur altså ikke, at mine piger græder over, at de aldrig ser mig. Så er det simpelthen ikke prisen værd, siger hun og fortsætter:
– Det er brandærgerligt at skulle sige stop på grund af tiden. Men enten skal jeg gøre det helt, eller også skal jeg slet ikke gøre det. Det er ikke tilfredsstillende for mig, og man kan ikke være det bekendt over for dem, der har stemt på en.
Måske comeback
Selvom hun nu forlader byrådssalen i Lemvig, så lader hun døren stå en lille smule på klem. Det kunne jo være, at hun på et tidspunkt får lyst til at give lokalpolitikken et skud mere.
– Nu ved jeg i hvert fald, hvad jeg går ind til, hvis jeg vil forsøge igen. Jeg ved, at der er besøg på kommunens institutioner, plejehjem, borgermøde og alt det der. Jeg ved, at det kan tage 15 timer om ugen at være byrådsmedlem. Det vil ikke komme som en overraskelse for mig. Om otte år er mine børn nok ved at være flyttet hjemmefra, og så skal jeg i hvert fald ikke døje med den dårlige samvittighed. For den fylder meget lige nu, siger hun. • jki@kl.dk