
Kombit langer ud efter leverandør i rødt regnskab
tekst Mads Brandsen
Der er ikke noget galt med toplinjen i kommunernes it-fællesskab Kombit.
Sidste år øgede virksomheden sin nettoomsætning med næsten 500 millioner kroner til 721,9 millioner kroner. Men på bundlinjen er tallene blodrøde, fremgår det af det netop offentliggjorte årsregnskab.
Med et underskud på 136,9 millioner kroner før skat tager selskabet endnu en bid af egenkapitalen, så den nu er på 946 millioner kroner.
Underskuddet er ikke tilfredsstillende, fastslår ledelsen af Kombit i ledelsesberetningen i regnskabet. Det skyldes særligt ekstraordinære nedskrivninger på to afsluttede projekter, Valg og Praksys samt større fokus på andre igangsatte projekter end forventet.
Netop valgsystemet får flere kritiske ord med på vejen i regnskabet. Som erstatning for KMD Valg fik DXC Technology opgaven med at udvikle et nyt valgsystem, men det gik ikke som forventet.
– Kombit måtte i løbet af 2020 endeligt konkludere, at DXC Technology ikke formåede at leve op til de aftalte forpligtelser, hvorfor samarbejdet blev afbrudt, skriver Kombit.
Opgaven bliver nu udbudt på ny. 2020 blev også året, hvor Kombit måtte skrinlægge sygesikringssystemet Praksys, der skulle udvikles i samarbejde med Danske Regioner.
Kombit skriver, at selskabet forventer at give et mindre underskud i 2021 i størrelsesordenen 55 millioner kroner, men at man regner med at give overskud i 2022. mdbr@kl.dk